Inger havde ikke sovet ordentligt i tre nætter.
Hver gang hun lige var ved at falde i søvn, begyndte hunden i nabolejligheden at hyle igen.
Den nat lå et voldsomt uvejr over Aarhus. Regnen slog mod ruderne, og lynene oplyste soveværelset med få minutters mellemrum.
Da endnu et langt, klagende hyl lød gennem væggen, satte Inger sig op.
— Nu er det nok.
Hendes mand, Poul, mumlede søvnigt:
— Tag den i morgen.
— Hvis jeg venter til i morgen, bliver jeg morder.
Hun tog sin morgenkåbe på og gik ud på opgangen.
Den unge nabo, Mette, åbnede døren.
Inger havde forberedt en hel tale om hensyn til naboerne.
Men ordene forsvandt.
Mette så forfærdelig ud. Hendes øjne var røde, og hun havde tydeligvis grædt.
— Undskyld, Inger. Jeg ved godt, det er Balder.
— Hvad sker der?
Mette sank.
— Min mor skal hjerteopereres i morgen på Skejby. Jeg skal være på hospitalet tidligt. Kasper arbejder i Aalborg hele ugen, og Balder går helt i panik, når det tordner.
Et brag fik gulvet til næsten at vibrere.
Inde i entréen sad en stor sort schæfer sammenkrøbet under et lille bord.
— Han ligner jo et dyr, der forventer at blive slået.
Mette begyndte at græde.
— Det er næsten også sådan. Vi fik ham fra et internat. Den tidligere ejer lod ham stå bundet udenfor i uvejr. Når han peb eller gøede, blev han straffet.
Inger mærkede sin vrede forsvinde.
— Tag på hospitalet i morgen.
— Hvad med Balder?
Inger hørte sig selv sige:
— Jeg bliver hos ham.
Det var en absurd beslutning.
Inger havde været bange for hunde, siden hun som niårig var blevet væltet omkuld af en stor hund på en gård.
Hun havde undgået dem hele sit liv.
Nu sad hun alene i naboens stue med en schæfer, der var næsten lige så bange for verden, som hun var for ham.
— Vi er et kønt par, hva’? — sagde hun.
Et tordenbrag lød.
Balder fór frem.
Inger nåede ikke at rejse sig.
Hunden pressede hovedet mod hendes knæ og rystede.
Hun sad helt stille.
Så lagde hun forsigtigt hånden på hans nakke.
— Det går nok.
Han blev.
Hun blev også.
Resten af natten talte Inger til ham.
Hun fortalte om sin barndom på Djursland, om datteren Louise, der boede i København, om pensionistlivet, der var blevet mere stille, end hun nogensinde havde forestillet sig.
Ved daggry sov Balder med hovedet i hendes skød.
Inger opdagede, at hun slet ikke var bange længere.
Mette kom hjem næste eftermiddag.
Operationen var gået godt.
Da hun så Balder ligge ved Ingers fødder, begyndte hun at smile.
— Jeg tror, De har fået en beundrer.
— Sikke noget vrøvl.
Men allerede to dage senere havde Inger hundegodbidder i lommen.
Snart begyndte hun at gå tur med Balder.
Poul morede sig.
— Du går mere med den hund end med mig.
— Du trækker heller ikke i snoren, når du ser en due.
En måned senere bankede Mette på deres dør.
Hun græd.
Kasper var blevet forflyttet til Odense. De skulle flytte om to uger, og den eneste bolig, de kunne få med så kort varsel, tillod ikke hunde.
— Vi bliver måske nødt til at aflevere Balder på internat igen.
Inger stirrede på hende.
— Igen?
Det ord kunne hun ikke slippe.
Den nat lå hun vågen.
Ikke på grund af Balder.
På grund af stilheden.
Poul vendte sig mod hende.
— Vi tager ham.
— Hvad?
— Du hørte mig.
— Poul, det er en stor hund.
— Det har jeg bemærket.
— Vi har aldrig haft hund.
— Vi havde heller aldrig troet, at du skulle sidde på gulvet og børste en schæfer.
Hun begyndte at græde.
— Hvad hvis det bliver for meget?
— Så finder vi ud af det.
Balder flyttede ind den følgende uge.
Han tog straks Pouls lænestol.
— Det der er min stol.
Balder gabte.
— Han er ligeglad — sagde Inger.
— Det kan jeg se.
Der kom hundehår på tæpperne, poter på gulvet og gåture i regn.
Men der kom også liv.
Inger begyndte at gå flere kilometer hver dag.
Hun lærte andre mennesker at kende i Riis Skov.
Hun havde nogen at tale med, selv på de dage hvor telefonen ikke ringede.
Da den første store efterårsstorm kom, fandt hun Balder i badeværelset.
Hun satte sig ved siden af ham.
— Jeg er her.
Han krøb tættere på.
— Du behøver ikke klare alting alene mere.
Måneder senere ringede Mette.
De havde fundet et hus, hvor Balder kunne bo.
— Vi kan hente ham næste weekend.
Inger sagde ja.
Derefter gik hun ud i køkkenet og stod længe med ryggen til Poul.
— Du behøver ikke lade som om — sagde han.
— Som om hvad?
— Som om du ikke får dit hjerte knust.
Lørdag kom Mette og Kasper.
Balder blev lykkelig, da han så dem.
Inger havde pakket hans ting.
Mette så tasken og rystede på hovedet.
— Den får du brug for.
— Mig?
— Vi tager ikke Balder med.
Inger stirrede.
— Men I har jo fundet et hus.
— Ja.
Mette smilede gennem tårer.
— Men et hjem er ikke bare et sted, hvor man må have hund.
Hun så på Balder.
Hunden stod allerede tæt ind til Ingers ben.
— Et hjem er det sted, hvor man føler sig tryg.
Hun rakte Inger nogle papirer.
— Vi vil gerne have, at han officielt bliver jeres.
Inger græd så meget, at hun ikke kunne læse dem.
Poul satte sig på hug ved Balder.
— Nå, gamle dreng. Så slipper du ikke for os.
Årene gik.
Balder fik grå hår omkring snuden.
Han kunne ikke længere gå de lange ture.
Men hver aften lagde han sig ved Ingers fødder.
En nat trak et uvejr igen ind over byen.
Tordenen rullede.
Balder løftede hovedet.
Inger rakte hånden ned.
Han lagde sin pote i hendes hånd.
— Ja — hviskede hun. — Jeg kan godt huske den første nat.
Hun smilede.
— Jeg troede, jeg gik ind til naboen for at få dig til at tie stille.
Balder lukkede øjnene.
— Men du kom faktisk for at vække mig.
For før Balder havde Inger troet, at ensomhed altid var stille.
Nu vidste hun bedre.
Nogle gange begynder redningen med et hyl gennem en væg.
