—Du lægger laksen tilbage?
Inge stod med sin indkøbsvogn midt i supermarkedet i Randers og så næsten fornærmet ud.
Birgit nikkede.
—Jeg tager æg i stedet.
—Du arbejdede i Holland i ti år, Birgit. Ti år! Og nu synes du, at et stykke laks er for dyrt?
Birgit var 70 og var vendt hjem året før.
Hun havde arbejdet på et vaskeri uden for Utrecht og senere i køkkenet på et lille plejehjem.
Naboerne forestillede sig pension, opsparing og udenlandske bankkonti.
Virkeligheden var mindre imponerende.
Birgit boede i en lille lejlighed med gamle møbler og skrev stadig sine udgifter ned i en ternet notesbog.
Men hun havde ikke spildt pengene.
Hun havde brugt dem præcis, som hun ønskede.
For femten år siden var hendes datter Line blevet alene med tre børn.
Birgit betalte først det indskud, der gjorde det muligt for dem at flytte fra en fugtig kælderlejlighed.
Senere betalte hun et fagkursus, så Line kunne få et bedre arbejde.
Da barnebarnet Mads ville være elektriker, men ikke havde råd til værktøj og bil, kom endnu en overførsel.
Birgit skrev aldrig lange beskeder.
Kun:
“Så er det ordnet. Pas godt på pengene.”
En tirsdag kom Line uanmeldt forbi.
Hun åbnede køleskabet og blev stående.
—Mor, hvorfor er der næsten ingenting?
—Fordi jeg handler i morgen.
—Der er rugbrød, sennep og tre kartofler.
—Fire.
—Det gør det ikke bedre.
Birgit sukkede.
—Jeg mangler ikke noget.
—Du sparer på mad.
—Jeg smider ikke penge ud.
Line satte sig ved køkkenbordet.
—Jeg vil vide sandheden. Har du gæld?
Birgit begyndte pludselig at le.
—Gæld?
Hun hentede en nøgle fra en skuffe.
—Kom.
De kørte tyve minutter ud af byen.
Birgit stoppede foran et lille rødt murstenshus.
I haven stod et æbletræ og et gammelt drivhus.
—Hvem bor her? spurgte Line.
—Ingen endnu.
Birgit gav hende nøglen.
—Jeg købte det sidste efterår.
Line stirrede.
—Hvorfor?
—Fordi du altid sagde, at du en dag ville have et sted med plads til børnebørnene.
—Mor…
—Huset er mit. Men når jeg ikke er her længere, bliver det dit og børnenes.
Line så på hende længe.
—Og derfor spiser du kartofler?
—Nej. Jeg kan godt lide kartofler.
—Mor!
Birgit smilede.
—Hør nu. Jeg vil ikke leve luksuriøst bare for at bevise over for Inge og resten af vejen, at mine år i Holland var en succes.
Hun pegede på huset.
—Det der er min succes.
Om sommeren begyndte familien at sætte huset i stand.
En eftermiddag sad Birgit under æbletræet, mens børnebørnene malede et gammelt havebord.
Line kom med to tallerkener.
På dem lå røget laks, nye kartofler og dild.
—Den var på tilbud, sagde hun.
Birgit tog en bid.
—Godt.
Line smilede.
—Ellers havde du vel lagt den tilbage.
Birgit lo.
—Måske.
Så så hun ud over haven, hvor tre generationer skændtes om farven på et plankeværk.
For første gang i mange år følte hun ikke, at hun skulle skynde sig videre til næste arbejdsdag.
Hun var allerede kommet hjem.
