Da Søren forlod familien, var Mette ti år gammel.
Hendes lillebror Jonas var seks.
Det sidste, Mette huskede, var lyden af hoveddøren, der smækkede i deres lille rækkehus uden for Aarhus.
Hendes mor, Kirsten, stod midt i køkkenet med et viskestykke i hånden.
— Kommer far hjem til jul? spurgte Jonas.
Kirsten svarede ikke.
Søren kom ikke hjem til jul.
Heller ikke næste jul.
Han kom ikke til Mettes konfirmation. Han så aldrig Jonas spille sin første fodboldkamp. Da Kirsten blev indlagt med lungebetændelse, var det den sekstenårige Mette, der lavede mad, vaskede tøj og sørgede for sin lillebror.
Der kom enkelte fødselsdagskort fra faren.
Ingen penge.
Ingen telefonopkald.
Bare:
Tillykke. Hilsen far.
Mette hadede de to ord.
For hvilken far?
Årene gik.
Mette fik selv børn, blev sygeplejerske og bosatte sig i Randers. Jonas flyttede til Aalborg og fik aldrig selv familie.
Så en eftermiddag ringede en kommunal medarbejder.
— Er du datter af Søren Kristensen?
Mette frøs.
Hun havde ikke hørt hans navn i årevis.
Søren var blevet 82.
Han boede alene i en lejlighed i Aarhus. Han var faldet på badeværelset og havde ligget der næsten et døgn, før en nabo fandt ham.
— Han har brug for mere hjælp fremover, sagde kvinden. — Og han spørger efter sine børn.
Mette lo først.
Ikke fordi det var morsomt.
Men fordi livet nogle gange kan være så urimeligt, at man ikke ved, om man skal græde eller le.
Hun tog hen til hospitalet.
Den mand, hun fandt i sengen, lignede ikke den stærke far, hun huskede.
Han var lille nu.
Gammel.
Bange.
— Mette?
Hun nikkede.
— Jeg vidste ikke, om du ville komme.
— Det gjorde jeg heller ikke.
Han så ned på sine hænder.
— Jeg gjorde mange ting forkert.
Mette mærkede vreden vokse.
— Nej, far. Du gjorde ikke bare “ting forkert”. Du gik.
Han begyndte at græde.
— Jeg var ung. Jeg kunne ikke klare ansvaret.
Mette så længe på ham.
— Mor kunne heller ikke klare det. Men hun blev.
De ord fyldte hele rummet.
Da Mette senere fortalte Jonas om besøget, svarede han:
— Han vil have børn nu, fordi han har brug for nogen. Da vi havde brug for ham, havde han ikke brug for os.
Mette vidste, at hendes bror havde ret.
Alligevel besøgte hun Søren igen ugen efter.
Hun købte ikke ind for ham.
Hun vaskede ikke hans tøj.
Hun lovede ikke at blive hans plejer.
Hun satte sig bare ved siden af ham med en kop kaffe.
For måske findes der en forskel mellem at tilgive et menneske og at nægte at blive lige så hård som det menneske, der sårede én.
Men da Søren spurgte:
— Vil du hjælpe mig, hvis jeg ikke længere kan klare mig selv?
…kunne Mette ikke svare.
For hvor meget skylder et barn egentlig en forælder, der engang valgte barnet fra?
Hvad ville du have gjort? Ville du passe en gammel far, som ikke var der for dig, da du var barn?
