Grethe Nørgaard malede hoveddøren koralfarvet den samme uge, hun fyldte femogtres.
Hendes tidligere mand, Poul, stod på fortovet og betragtede den med et ansigtsudtryk, som om hun havde sat ild til huset.
—Den kan ses helt nede fra havnen.
—Det er meningen.
Efter syvogtredive års ægteskab var Grethe flyttet ind i et lille rækkehus i Svendborg. Hun og Poul havde ikke været ulykkelige. De var bare blevet så gode til deres faste roller, at ingen længere spurgte, om de stadig passede.
Poul ville bruge pensionen på fjernsyn, krydsord og de samme to ugers ferie ved Vesterhavet. Grethe ville tage færgen uden at kende hjemrejsedatoen.
—Den slags gør man ikke i vores alder —havde han sagt.
Det blev sætningen, der fik hende til at pakke.
Mikkel boede i nabohuset. Han var seksogfyrre, reparerede motorer på færgerne og havde et æbletræ, som producerede mere, end et enkelt menneske kunne spise.
Første gang ringede han på med en spand Ingrid Marie-æbler.
—Hvis du ikke tager nogle, ender jeg med at fylde fryseren med mos igen. Sidste år kunne døren næsten ikke lukke.
Grethe bagte en æblekage og stillede halvdelen foran hans dør. Næste dag stod spanden der igen, nu med nyslebne haveredskaber.
Sådan begyndte det.
De byggede en bænk mellem deres to haver. Drak kaffe i regnvejr under Mikkels skæve parasol. Han fortalte om havne, hun aldrig havde set. Hun fortalte, at hun altid havde ønsket at rejse til Færøerne.
Datteren Line var ikke begejstret.
—Mor, du ved jo ikke noget om ham.
—Jeg ved, at han ikke putter rosiner i æblekage. Det er en god begyndelse.
—Han er nitten år yngre end dig.
—Og Poul er tre år ældre. Det gjorde os ikke automatisk lykkelige.
I december inviterede Line sin mor til middag. Da Grethe kom, sad Poul allerede ved bordet. De voksne børn havde dækket op med bryllupsstellet og fundet gamle fotografier frem.
Grethe forstod det straks.
—Vi tænkte bare, at I måske savner hinanden —sagde Line.
Poul rømmede sig.
—Du kan jo male døren om. Så kan vi begynde forfra.
Grethe rejste sig så hurtigt, at stolen skrabede mod gulvet.
—Det er netop det, I ikke forstår. Jeg vil ikke begynde forfra. Jeg vil begynde et andet sted.
Hun gik hjem gennem regnen. Mikkel sad på bænken med to krus kaffe.
—Jeg har fået arbejde på en færge ved Tórshavn —sagde han. —Tre måneder. Jeg rejser på tirsdag.
Grethe mærkede, hvor stille haven pludselig blev.
Så lagde han en færgebillet på bordet.
—Den anden billet gælder kun ti dage. Ingen løfter. Ingen store beslutninger. Bare udsigt og dårligt vejr. Hvis du har lyst.
Line kaldte det uansvarligt. Poul kaldte det en fase.
Tirsdag morgen kørte Line alligevel sin mor til færgen. Før Grethe steg ud, gav datteren hende en pose med en ny regnjakke.
—Den koralfarvede var udsolgt —sagde hun.
Grethe omfavnede hende.
Mikkel ventede ved landgangen. Han tog ikke hendes kuffert, før hun selv rakte ham den.
Da færgen lagde fra kaj, stod Grethe ude på dækket. Hendes rækkehus blev mindre, men den koralfarvede dør kunne stadig ses.
Hun løftede hånden og pegede.
—Se. Jeg sagde jo, at det var meningen.
