Da telefonen ringede klokken halv tre om natten, vidste Kirsten allerede, at noget var galt.
— Er De mor til Mads Nielsen?
Hun satte sig brat op i sengen.
Mads var 43 år, familiefar og lastbilchauffør fra en lille by uden for Aarhus.
Men for Kirsten var han stadig den lille dreng, der engang løb hjem med hul på knæet og råbte:
— Mor, pust på det!
— Der har været en trafikulykke, sagde stemmen.
Kirsten huskede næsten ikke turen til hospitalet.
Hun huskede kun de hvide gange og en læge, der sagde:
— De næste timer bliver afgørende.
På gangen sad Mads’ kone, Louise, med deres to børn.
Den otteårige Emil spurgte:
— Farmor… dør far?
Kirsten kunne ikke svare.
Hun satte sig bare ned, trak børnene ind til sig og hviskede:
— Far kæmper. Og vi kæmper sammen med ham.
Hele natten sad hun der.
Hun tænkte på dengang Mads som teenager smækkede med dørene.
På deres skænderier.
På de år, hvor han næsten aldrig ringede.
Hvor ligegyldigt alt det pludselig virkede.
Ved solopgang kom lægen.
Kirsten rejste sig, men hendes ben rystede.
Så smilede lægen.
— Han er stabil.
Hun brast i gråd.
Da Mads flere dage senere åbnede øjnene, stod hans mor ved sengen.
— Mor?
— Ja, min dreng.
Han smilede svagt.
— Du kalder mig stadig din dreng?
Kirsten tog hans hånd.
— Det gør en mor altid.
For uanset om vores børn er fem, fyrre eller halvfjerds år gamle, ønsker vi kun én ting:
At de må være raske og lykkelige.
Det er det største ønske, en mor eller far nogensinde kan have. 🙏❤️
