—Undskyld, hvad?
—Jeg sagde, at der er kaffe.
Det var første gang, Ingrid så sin familie ankomme til hendes sommerhus uden at mærke den gamle knude i maven.
Hun var 70 og havde brugt det meste af sit voksne liv på at tage sig af andre.
Hun havde været receptionist på et tandlægecenter i Odense, fået to børn og passet sin mand gennem flere svære år, før hun blev alene.
Efter pensionen solgte hun rækkehuset og købte et lille, rødt træhus uden for Faaborg.
Der var æbletræer, en gammel brændeovn og udsigt over vandet mellem træerne.
Det var ikke fint.
Men det var hendes.
Den første sommer kom hendes yngre bror Søren og hans kone Lene på besøg.
—Vi tager bare lidt kaffe med, sagde Lene i telefonen.
Alligevel havde Ingrid bagt boller, lavet kartoffelsalat, frikadeller og jordbærtærte.
De kom med deres voksne søn, hans kæreste og to børnebørn.
—Hvor er her hyggeligt! sagde Lene.
Efter den dag kom de oftere.
Meget oftere.
I begyndelsen spurgte de.
Senere meddelte de bare.
“Vi kommer på lørdag.”
“Kan du lave den fiskeret igen?”
“Tag lidt ekstra kød op, for Mikkel kommer også.”
En dag dukkede de op med et vennepar, Ingrid aldrig havde mødt.
—De var alligevel i området, forklarede Søren.
Ingrid smilede og fandt flere tallerkener frem.
Hun havde altid lært, at man ikke lod gæster gå sultne hjem.
Problemet var bare, at gæsterne aldrig gik, før alt arbejdet begyndte.
Mens Ingrid stod med opvasken, sad de andre på terrassen.
Mens hun samlede flasker, lå de på græsset.
Mens hun redte gæstesenge, diskuterede de, hvad hun kunne lave til morgenmad.
Vendepunktet kom en søndag i juli.
Sørens barnebarn sparkede ved et uheld en bold gennem glasset i Ingrids gamle drivhus.
Drengen blev forskrækket.
Ingrid sagde straks:
—Det var et uheld. Du skal ikke være ked af det.
Men Søren kiggede på ruden og trak på skuldrene.
—Det kan du vel få fikset.
Lene tilføjede:
—Du har jo masser af tid nu.
Den sætning ramte hårdere end glasset, der var gået i stykker.
Masser af tid.
Som om hendes tid ikke længere havde værdi.
Ugen efter kom en besked.
“Vi bliver ti på lørdag. Kan du lave flæskesteg? Far savner din sovs.”
Ingrid stirrede længe på telefonen.
Så skrev hun:
“Kom bare.”
Lørdag klokken tolv ankom tre biler.
Søren gik direkte ud på terrassen.
—Det dufter ikke af noget.
—Nej.
—Hvor er maden?
—Der er ingen.
Lene troede først, det var en joke.
—Men Ingrid, vi er ti mennesker.
—Det ved jeg.
—Hvad skal vi så spise?
—Det må I finde ud af.
Søren blev irriteret.
—Hvorfor sagde du ikke noget?
Ingrid så på ham.
—Hvorfor spurgte du ikke?
Ingen svarede.
Så pegede hun mod drivhuset.
Et stykke krydsfiner sad stadig foran den knuste rude.
—I har været her ni gange siden maj. Ved I, hvor mange gange nogen har tilbudt at købe ind?
Tavshed.
—Hvor mange gange har nogen taget opvasken?
Ingen sagde noget.
—Hvor mange gange har nogen spurgt, om jeg havde lyst til besøg?
Lene lagde tasken fra sig.
—Det var jo bare hyggeligt.
—For jer.
Det var ikke sagt vredt.
Netop derfor virkede ordene.
Sørens voksne søn, Mikkel, rejste sig.
—Jeg kører efter mad.
Hans far så på ham.
—Vi kan da bare tage hjem.
—Nej, far. Vi kan begynde at opføre os som gæster, der er inviteret, ikke som nogen, der ejer stedet.
Den dag blev der købt rugbrød, ost, fiskefrikadeller og kartofler.
Søren fandt værktøj frem og målte vinduet i drivhuset.
Lene vaskede op.
Ingrid gjorde næsten ingenting.
Hun sad med kaffe ved det lille bord og så solen bevæge sig hen over haven.
To uger senere kom Søren alene med en ny glasrude.
—Jeg tænkte, vi kunne sætte den i sammen.
Ingrid åbnede døren.
—Har du spist?
Han smilede forsigtigt.
—Jeg har smørrebrød med til os begge.
Hun trådte til side.
—Så kan du godt komme ind.
