Sofie plejede at sige, at jeg var det eneste levende væsen, der kunne få hende til at stå op om morgenen uden at sukke. Jeg hed Alba og boede sammen med hende i en lejlighed i Aarhus, ikke langt fra Botanisk Have.
Vores liv var stille. Om morgenen drak Sofie kaffe ved køkkenbordet, mens jeg sad på radiatoren. Om aftenen delte vi sofaen, og når regnen slog mod ruden, gemte jeg snuden under hendes hånd.
En eftermiddag stod opgangsdøren på klem. En mus fór hen over fliserne, og jeg fulgte efter uden at tøve. Den smuttede ind gennem et hul ved kælderen. Da jeg vendte mig om, kunne jeg ikke længere se vores dør.
Jeg løb fra gård til gård. Cykler ringede, busser hvæsede ved kantstenen, og en stor hund gøede så voldsomt, at jeg flygtede ind mellem nogle affaldscontainere.
Da mørket faldt på, lå jeg sammenkrøbet under en bænk. Min pels var våd, og jeg rystede.
Det var dér, Erik fandt mig.
Han var en ældre mand med rød strikhue og en indkøbsvogn, der knirkede. Først så han bare på mig. Så satte han sig langsomt på kanten af bænken.
—Du ser ikke ud til at høre til herude.
Jeg hvæsede.
—Det gør jeg sådan set heller ikke længere, sagde han.
Han tog en lille madpakke op, brækkede et stykke fiskefrikadelle af og lagde det på jorden. Derefter vendte han blikket væk, som om han ville give mig lidt værdighed.
Jeg spiste.
Erik havde varme hænder. Da han løftede mig, pakkede han mig ind i sit halstørklæde.
Hans lejlighed lå på tredje sal i en gammel ejendom. Der stod flyttekasser langs væggene, selv om det var syv år siden, hans kone var død. På køleskabet hang et falmet billede af dem ved Vesterhavet.
—Hun hed Ingrid, sagde Erik. — Hun ville have kaldt dig Snefnug. Jeg er bedre til regninger end til navne.
Han tørrede min pels, fandt en skål og lagde et håndklæde i en papkasse. Men jeg valgte hans seng.
Næste morgen vågnede han med min pote på kinden.
—Du snorker, sagde han.
Det var første gang i lang tid, at Erik sagde noget, før radioavisen begyndte.
Han ringede til dyrlæger og internatet. Han gik rundt i kvarteret og spurgte i kiosken og hos bageren. Ingen kendte mig.
Sofie ledte samtidig efter mig. Hun hængte opslag op ved stoppesteder, delte mit billede på sociale medier og gik gennem gaderne hver nat.
På opslaget stod der:
“ALBA ER SAVNET. Hun er hvid, lille og meget tillidsfuld. Hun er min familie.”
Erik så opslaget seks dage senere.
Han stod med hånden om en pose rundstykker og stirrede på billedet. Da han kom hjem, satte han sig ved siden af mig på gulvet.
—Der er en kvinde, som savner dig.
Jeg spandt og gned hovedet mod hans knæ.
—Det hjælper ikke at gøre det sværere.
I næsten en time sad han med telefonnummeret foran sig. Han havde vænnet sig til lyden af små poter i gangen. Til at købe fisk igen. Til at nogen ventede ved døren, når han havde været nede med skraldet.
Til sidst ringede han.
Sofie kom så hurtigt, at hun ikke havde fået knappet sin jakke. Da døren gik op, sprang jeg ned fra vindueskarmen.
Hun satte sig direkte på gulvet.
—Alba… åh, Alba.
Hun græd ned i min pels. Erik stod i køkkenet og lod, som om han vaskede en kop.
—Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig, sagde Sofie.
—Tag hende bare med hjem.
Sofie så den nyindkøbte kattebakke, legetøjsmusen og et tæppe på stolen.
—Du holder allerede af hende.
—Det går over.
—Det behøver det ikke.
Sofie foreslog, at Erik kunne passe mig, når hun havde lange vagter på hospitalet. Først afslog han. Næste dag ringede han og spurgte, hvornår jeg kom.
Sådan begyndte vores nye liv.
Tre dage om ugen boede jeg hos Sofie. Resten af tiden var jeg hos Erik. Han kaldte mig stadig “katten”, men købte kun det foder, jeg bedst kunne lide. Han begyndte at gå længere ture, fordi han skulle hente mig. Han barberede sig igen og pakkede endelig nogle af flyttekasserne ud.
Sofie inviterede ham til sin fødselsdag. Senere til jul. Da hendes far døde, var Erik den, der stod uden for kirken med en paraply og ventede på hende.
—Du behøver ikke sige noget, sagde han. — Jeg kan bare gå ved siden af.
Årene gik. Erik blev langsommere. En vinterdag faldt han i opgangen og brækkede hoften. På hospitalet nægtede han at spise.
Sofie tog et billede af mig liggende i hans lænestol og viste det til ham.
—Hun venter.
Erik så længe på skærmen.
—Det er længe siden, nogen har gjort det.
Efter genoptræningen kom han hjem til en lejlighed, der ikke længere var mørk. Sofie havde fyldt køleskabet. Naboerne havde sat blomster ved døren. Jeg sad midt på gulvet.
Erik satte rollatoren fra sig og knælede så langt ned, han kunne.
—Du fandt alligevel tilbage.
Jeg sprang op mod hans bryst.
Da Erik døde mange år senere, lå jeg på tæppet ved hans seng. Sofie holdt hans hånd.
På natbordet stod billedet af Ingrid. Ved siden af lå et nyere fotografi: Erik, Sofie og mig i haven med kaffe og jordbærtærte.
Hans sidste ord var næsten uhørlige.
—Jeg troede, jeg reddede hende.
Sofie strøg ham over panden.
—Det gjorde du også.
Han smilede.
—Nej. Hun reddede mig først.
Nogle dyr kommer ind i et menneskes liv, fordi en dør står åben. Andre kommer, fordi et hjerte har været lukket alt for længe.
Jeg forlod Sofies hjem for at jage en mus.
Men jeg kom tilbage med et menneske, der havde brug for en familie.
