—Hvorfor sidder du her, Kirsten?
Hun så på ham.
—Mikkel siger, at jeg ikke længere skal bo i huset.
Søren troede først, han havde hørt forkert.
De boede i et gult murstenshus uden for Svendborg.
Huset havde Kirsten arvet efter sin far, en tømrermester, men gennem årene havde Søren lagt næsten alt, hvad han tjente, i at holde det ved lige.
Deres søn Mikkel havde altid sagt:
—Det hus betyder mere for mig end noget andet.
Søren havde troet, han mente minderne.
Det gjorde han ikke.
Mikkel og hans kæreste Line var flyttet ind midlertidigt efter et fejlslagent restaurantprojekt.
Kort efter begyndte Line at tale om at bygge huset om.
Fjerne væggen mellem stuen og køkkenet.
Lave udlejning på førstesalen.
Bygge et anneks.
Kirsten lo bare.
Indtil hun fandt en ejendomsmægler gå rundt i haven.
—Mikkel sagde, at huset snart blev hans — forklarede hun.
Da hun protesterede, blev han vred.
Han havde åbenbart hørt Søren sige til en nabo:
—En dag er det jo Mikkels.
I Mikkels hoved var „en dag” blevet til „nu”.
Søren kørte direkte hjem.
I stuen sad Mikkel med en mappe.
—Godt, far. Vi er nødt til at være realistiske. I kan ikke blive ved med at holde sådan et stort hus.
Søren satte sig.
—Hvem har sagt, vi skal?
Mikkel smilede lettet.
—Præcis.
—Vi flytter nemlig.
Smilet forsvandt.
Kirsten vendte sig overrasket mod sin mand.
Søren havde i månedsvis planlagt noget i hemmelighed.
Ikke fordi han ville skjule det for sin kone.
Han ville overraske hende på deres fyrreårs bryllupsdag.
Han havde fundet et lille hus tættere på havnen med ét plan, en nem have og udsigt over vandet.
Deres gamle hus var allerede solgt.
Ikke til Mikkel.
Til en familie med tre børn.
Overtagelsen var om seks uger.
Kirsten stirrede på ham.
—Har du solgt huset?
—Med din fuldmagt fra sidste år. Alt er godkendt. Pengene står på vores fælles konto.
Mikkel rejste sig brat.
—Men det her skulle jo være mit!
Søren så længe på ham.
—Det var præcis derfor, jeg solgte.
Stilheden var tung.
—Ikke for at straffe dig. For at stoppe dig fra at vente på vores liv, som om det bare var din arv, der endnu ikke var blevet frigivet.
Line begyndte at græde.
De havde allerede bestilt køkken.
Optaget et dyrt forbrugslån.
Planlagt alt efter et hus, de aldrig ejede.
Søren gav dem ikke pengene.
Men han hjalp Mikkel med at ringe til banken.
Han satte sig ved siden af ham, mens sønnen for første gang selv forklarede sine problemer.
Seks uger senere flyttede Søren og Kirsten.
På den sidste dag stod Kirsten alene i haven.
Mikkel kom hen.
—Er du ked af at forlade det?
Hun nikkede.
—Meget.
—Også på grund af mig?
Kirsten så på huset.
—Mest fordi jeg opdagede, at du allerede havde sagt farvel til os, mens vi stadig boede her.
Mikkel sagde ingenting.
Så rakte han hende den gamle emaljerede navneplade, som havde hængt ved døren siden hendes fars tid.
—Den skal med jer.
Kirsten tog imod den.
Ved det nye hus hængte Søren skiltet op ved hoveddøren.
Der stod stadig kun:
Kirsten og Søren.
Ingen arvinger.
Ingen fremtidige ejere.
Bare to mennesker, som endnu ikke var færdige med deres eget liv.
