Da Birgitte fra Odense fyldte 56, ønskede hun sig kun én ting: ikke flere ensomme søndage.
Hun havde et pænt lille rækkehus, pelargonier i vinduet og børn, der ringede hver tirsdag. Alle sagde, hun havde det godt. Men ingen så hende om aftenen, når hun sad ved køkkenbordet med én kop te og lyttede til stilheden i huset.
Hendes mand havde forladt hende otte år tidligere. Ikke dramatisk. Ikke med råb. Bare med en kuffert og ordene:
— Vi er blevet som fremmede.
Siden den dag havde Birgitte lært at klare alting selv. Hun skiftede pærer, betalte regninger, slog græs og smilede til naboerne. Hun blev stærk. Men stærk er ikke det samme som lykkelig.
En torsdag i marts meldte hun sig til et kursus i keramik på aftenskolen. Hun gjorde det mest for at komme ud. Der sad han — Poul, 61 år, enkemand, med store hænder og et forsigtigt smil.
Første gang talte de kun om ler. Anden gang om vejret. Tredje gang spurgte han, om hun ville drikke kaffe efter undervisningen.
Birgitte grinede nervøst.
— Tror du ikke, vi er lidt for gamle til sådan noget?
Poul så længe på hende.
— Nej. Jeg tror bare, vi har spildt nok tid.
De begyndte at gå ture langs Odense Å. Han bar hendes indkøbsposer, ikke fordi hun ikke kunne selv, men fordi han gerne ville. Hun lavede frikadeller til ham, og han sagde, at ingen havde lavet mad med så meget varme siden hans kone døde.
Men da Birgitte fortalte sin søn om Poul, blev han stille.
— Mor, pas nu på. Folk kan udnytte dig.
Hun lagde røret på og græd. Ikke fordi hun var i tvivl om Poul. Men fordi hendes egen søn troede, at kærlighed efter 50 kun kunne være en fare.
Et år senere stod Birgitte i en lys kjole på rådhuset. Poul rystede, da han satte ringen på hendes finger.
— Jeg troede ikke, livet ville give mig mere, — hviskede han.
Birgitte svarede:
— Det gjorde jeg heller ikke.
Og måske kommer kærligheden ikke altid, når vi er unge og smukke. Måske kommer den, når vi endelig er ærlige nok til at vide, hvad vi længes efter.
Hvad tænker I — kan man finde den store kærlighed efter 50?
