Da 63-årige Kirsten kom hjem til rækkehuset i Roskilde, stod hendes mand ved spisebordet med to kaffekopper.
— Jeg har sagt ja til jobbet i Aarhus, sagde Poul.
Kirsten troede først, at hun havde hørt forkert.
— Men vi besluttede jo, at vi ville blive her. Tæt på børnene og børnebørnene.
— Det er kun tre år. Og jeg har brug for at føle, at jeg stadig kan noget.
I 38 år havde Kirsten støttet hans karriere. Hun havde passet børnene, flyttet tre gange og sagt nej til sin egen uddannelse. Nu, hvor hun endelig havde fået et nært forhold til sit barnebarn, forventede Poul endnu en gang, at hun fulgte med.
— Denne gang rejser jeg ikke, sagde hun roligt.
Poul flyttede alene.
De første uger ringede han hver aften. Senere blev samtalerne kortere. Til sidst talte de mest om regninger og praktiske ting.
En decembermorgen faldt Kirsten på den glatte trappe og brækkede håndleddet. Da Poul hørte det, kørte han de tre timer hjem uden at tøve.
Han fandt hende i køkkenet, hvor hun forsøgte at åbne en mælkekarton med én hånd.
— Jeg troede, at jeg arbejdede for vores fremtid, sagde han.
— Men du glemte at spørge, hvilken fremtid jeg ønskede.
Poul sagde jobbet op to måneder senere. Ikke fordi Kirsten krævede det, men fordi han endelig forstod, at deres ægteskab ikke kunne leve af gamle minder alene.
De begyndte at tale sammen igen — ikke som ægtefæller, der kendte hinandens vaner, men som to mennesker, der stadig havde drømme.
Hvad tror I holder en familie sammen længst: kærlighed, vane eller fælles værdier?
