Forestil dig, at tiden kunne skrues tilbage for en stund. Hvilken dag i dit liv ville du så vende tilbage til?
Da spørgsmålet lød i radioen, standsede 68-årige Poul midt i køkkenet.
Han boede alene i et lille rækkehus uden for Odense. På køleskabet hang billeder af børn og børnebørn, men datteren Lene havde han næsten ikke set i tre år.
De talte sammen til jul og på fødselsdage. Høfligt. Kort. Som mennesker, der engang havde kendt hinanden godt.
Poul slukkede radioen og satte sig ved bordet.
Den dag, han ville vende tilbage til, var ikke hans bryllupsdag. Heller ikke dagen, hvor han købte sit første hus.
Det var en regnfuld torsdag i 1987.
Lene var ni år og skulle spille et træ i skolens teaterforestilling. Hun havde selv lavet sin brune dragt af pap og stof. I ugevis havde hun øvet sin ene replik:
— Selv det mindste træ har brug for sol.
Poul havde lovet at sidde på første række.
Men den eftermiddag ringede værkføreren fra maskinfabrikken. En levering var forsinket, og hvis Poul blev et par timer ekstra, ville der være en pæn bonus.
Pengene var nødvendige. Der skulle betales af på huset, bilen skulle repareres, og julen nærmede sig.
Han ringede til sin kone.
— Sig til Lene, at jeg prøver at nå det.
Da han endelig kom til skolen, var salen næsten tom. På gulvet lå programmer og sammenkrøllede servietter.
Lene stod i gangen med sin papkrone af grene i hånden.
— Du kom ikke — sagde hun.
— Jeg kom jo nu.
— Men det er slut nu.
Poul gav hende en pose vingummi og sagde, at hun måtte forstå, at voksne havde ansvar.
Han glemte næsten episoden.
Det gjorde Lene ikke.
Mange år senere, da hendes egen mand begyndte at arbejde sent, havde hun sagt til Poul:
— Jeg vil ikke have, at mine børn skal stå og vente, sådan som jeg gjorde.
Poul blev fornærmet.
— Jeg knoklede for jer!
— Vi havde mere brug for dig end for pengene.
Det var begyndelsen på deres tavshed.
Samme aften fandt Poul en gammel papkasse på loftet. Under julepynten lå et videobånd med ordene: „Lenes skoleforestilling”.
Hans nabo hjalp ham med at få optagelsen overført til en computer.
På skærmen stod niårige Lene klædt ud som træ. Hun kiggede flere gange ud mod publikum. Hver gang løftede hun hagen, som om hun stadig håbede at få øje på sin far.
Så sagde hun sin replik:
— Selv det mindste træ har brug for sol.
Poul begyndte at græde.
Næste morgen tog han toget til Aarhus, hvor Lene boede. Han havde ingen gave med. Ingen forklaring. Kun en brun konvolut med et gammelt fotografi fra forestillingen.
Da hun åbnede døren, så hun længe på ham.
— Jeg kan ikke ændre den dag — sagde Poul. — Men jeg kan endelig indrømme, at du havde ret. Jeg skulle have været der.
Lene sagde ingenting.
Så trådte hendes yngste søn frem fra stuen.
— Morfar, kommer du til min fodboldkamp på lørdag?
Poul så på sin datter.
Hun nikkede næsten umærkeligt.
— Ja — svarede han. — Denne gang sidder jeg på første række.
