Spørgsmålet stod skrevet med store bogstaver på tavlen i fælleshuset i Silkeborg.
Det var torsdag eftermiddag, og beboerne fra de små ældreboliger sad omkring bordet med kaffe, småkager og papirblomster. Kommunens unge praktikant, Freja, forsøgte at få dem til at tale om gode minder.
— Sommer! — råbte Erik straks. — Så kunne jeg fiske hver dag.
— Efterår, — sagde Birgit. — Jeg elsker farverne.
Kun Inger sagde ingenting.
Hun sad ved vinduet med hænderne foldet over sin mørkeblå cardigan. Udenfor lå februarhimlen lav og grå over søen.
— Hvad med dig, Inger? — spurgte Freja. — Hvilken årstid ville du vælge?
— Ingen, — svarede hun.
De andre lo lidt, men Inger gjorde ikke.
Hun havde været gift med Poul i seksogfyrre år. Han var buschauffør og kendte næsten alle vejene mellem Silkeborg, Ry og Aarhus. Hver morgen kyssede han hende på panden, før han gik, og hver eftermiddag lagde han nøglerne i den samme blå skål i entreen.
Da han døde, var det november.
Inger havde siddet ved hans seng på hospitalet og holdt hans hånd, mens regnen løb ned ad ruden. Det sidste, han sagde, var:
— Du må ikke gøre dit liv mindre, bare fordi jeg ikke længere er i det.
Men det var præcis, hvad hun gjorde.
Hun solgte huset, gav værktøjet til sin søn Mads og flyttede ind i en ældrebolig. Hun takkede nej til fællesspisning, gåture og invitationer. Da datteren Louise ringede, sagde Inger altid, at hun havde det fint.
Det var lettere end at sige sandheden: at stilheden var blevet så tung, at hun nogle aftener tændte fjernsynet uden lyd, bare for at se mennesker bevæge sig.
To uger efter samtalen om årstider bankede det på hendes dør.
Udenfor stod en ung kvinde med rødt hår og en lille dreng i hånden.
— Er du Inger Nielsen?
— Ja.
Kvinden trak et gammelt fotografi op af tasken. På billedet stod en yngre Inger foran en børnehave i Aarhus med en mørkhåret pige på armen.
— Jeg hedder Sara, — sagde kvinden. — Du arbejdede i min børnehave. Min mor døde, da jeg var syv, og du blev ved med at besøge mig, indtil min far og jeg flyttede.
Inger huskede hende straks. Den stille pige, som altid gemte brød i lommerne, fordi hun var bange for, at der ikke ville være mad derhjemme.
— Jeg har ledt efter dig i flere år, — fortsatte Sara. — Du sagde engang, at familie ikke altid er dem, man deler navn med. Nogle gange er det dem, der bliver, når alle andre går.
Den lille dreng gemte sig bag sin mors frakke.
— Han hedder Poul, — sagde Sara. — Jeg opkaldte ham efter den venlige mand, der altid hentede dig efter arbejde og gav mig lakridser.
Ingers ben blev pludselig svage. Hun måtte støtte sig til dørkarmen.
— Må vi komme ind? — spurgte Sara.
Den eftermiddag blev kaffen kold på bordet. De talte i fire timer. Om livet, om Poul, om Saras mor og om alle de år, der var gået.
Da de skulle hjem, lagde den lille dreng armene om Ingers hals.
— Vi kommer igen på søndag, — sagde han.
For første gang i næsten tre år glædede Inger sig til en bestemt dag.
Da Freja ugen efter igen kom til fælleshuset, sad Inger allerede ved bordet.
— Jeg har tænkt over dit spørgsmål, — sagde hun.
— Om årstiderne?
Inger nikkede.
— Jeg ville vælge foråret.
— Hvorfor?
Hun så ud mod søen, hvor den første smalle stribe af lys brød gennem skyerne.
— Fordi man kan tro, at alt er slut. Og så opdager man, at noget bare har ventet på at begynde igen.
