Mette tænkte ikke på belønning, da hun løftede det sårede egern op fra den våde jord i Frederiksberg Have. Hun tænkte kun på, at nogen måtte gøre noget, før en løs hund eller en cyklist kom for tæt på. Først senere forstod hun, at det lille dyr ikke bare var blevet reddet. Det var selv kommet for at redde nogen.
—Mor, den kan ikke gå.
Emil stod ved siden af hende med sin blå hue trukket langt ned over ørerne. De var på vej hjem fra Rigshospitalet, hvor en neurolog endnu en gang havde sagt, at fremskridt efter hjernehindebetændelsen kunne tage lang tid.
Otteårige Emil havde overlevet, men sygdommen havde taget meget fra ham. Balancen var dårlig, musklerne svage, og selv en kort tur kunne udmatte ham. Før sygdommen havde han spillet fodbold i gården. Nu blev han siddende indenfor, når klassekammeraterne ringede på.
Under et gammelt bøgetræ forsøgte et rødt egern at kravle væk. Det ene bagben slæbte efter kroppen.
Mette tog sit tørklæde af og nærmede sig forsigtigt.
—Pas på, mor.
—Jeg skal nok.
Dyret rystede, da hun pakkede det ind. Emil holdt hænderne omkring tørklædet hele vejen til dyrlægen, som om han vogtede noget kostbart.
Undersøgelsen viste en alvorlig forstuvning, men ingen brækkede knogler.
—Det skal have ro i cirka fjorten dage —sagde dyrlægen. —Derefter skal det sættes ud igen. Et vildt dyr må ikke gøres afhængigt af mennesker.
Emil nikkede alvorligt.
—Jeg vil bare hjælpe det, til det selv kan.
Hjemme i lejligheden på Frederiksberg byggede de et midlertidigt bur med grene, en trææske og gamle håndklæder. Emil kaldte egernet Kobber på grund af den blanke pels.
Kobber ville først ikke spise, når nogen kiggede. Det gemte sig og slog med halen, hvis Emil kom for tæt på. Men drengen satte sig på gulvet og læste højt fra sine bøger.
—Jeg kan heller ikke lide, når folk ser på mig, mens jeg øver mig —fortalte han en eftermiddag. —Så føler jeg, at de venter på, at jeg falder.
Mette stod i køkkenet og måtte tørre øjnene med viskestykket.
Efter nogle dage tog Kobber en hasselnød fra Emils hånd. Ugen efter kravlede det op på hans underarm.
Emil lo så højt, at hans far, Søren, kom løbende ind fra stuen.
—Hvad sker der?
—Den kan lide mig!
Det var første gang i måneder, at Emil lød som et ubekymret barn.
Da de fjorten dage var gået, var benet helet. De bar Kobber tilbage til haven. Emil åbnede transportkassen selv.
—Du må gerne gå —hviskede han.
Egernet sprang ud, fór op ad stammen og blev siddende et øjeblik på en lav gren. Så forsvandt det.
Emil græd ikke i parken. Først hjemme, da han så den tomme kasse, sank han sammen på gulvet.
—Det var bedre, da den havde brug for mig.
Mette satte sig ved siden af ham.
—Du gjorde den rask. Det er derfor, den ikke behøver at blive.
Men ordene hjalp ikke meget. Emil nægtede igen at gå ud. Mette begyndte at frygte, at det lille håb var forsvundet sammen med egernet.
Seks dage senere hørte de en skarp lyd mod altandøren.
Kobber sad på gelænderet.
I munden havde det en lille kastanje. Da døren blev åbnet, sprang det ind, lagde kastanjen foran Emil og klatrede op på hans skulder.
—Den fandt hjem til mig —sagde drengen stille.
Fra den dag kom Kobber igen og igen. Det boede fortsat i haven, men besøgte altanen næsten hver morgen. Nogle gange med en nød, andre gange med en gren, et stykke bark eller noget helt ubrugeligt, som egernet tydeligvis selv betragtede som en skat.
Emil begyndte at stå tidligere op. Han gik ned i haven for at finde Kobber. Først nåede han kun til den nærmeste bænk. Så lidt længere. Efter nogle uger kunne han gå hele vejen rundt om søen med pauser.
Egernet sprang foran ham, og Emil fulgte efter.
—Det er snyd —pustede han. —Du har fire ben.
Ved næste kontrol så neurologen længe på ham.
—Din balance er blevet bedre. Og du virker stærkere. Har du fået nye øvelser?
—Jeg træner med min ven.
—Hvilken ven?
—Et egern.
Lægen lo, men hendes blik blev varmt.
—Så er det en dygtig træner.
Der kom stadig tilbagefald. En kold morgen mistede Emil balancen og faldt på grusstien. Da Mette ville hjælpe ham op, slog han hånden væk.
—Jeg hader min krop! Den gør aldrig det, jeg vil!
Kobber sad i et træ over dem. Pludselig sprang det ned, løb hen til drengens hue og stak af med den.
—Hey!
Emil rejste sig instinktivt og tog nogle hurtige skridt. Egernet slap huen ved en bænk og satte sig på ryglænet.
Emil stod stille. Så begyndte han at grine.
—Den gjorde det med vilje.
—Måske —sagde Mette. —Eller også vidste den bare, at du kunne rejse dig.
Foråret efter vendte Emil tilbage til skolen på fuld tid. Han var stadig langsommere end de andre, men han holdt op med at gemme sig. Han fortalte klassen om Kobber og fik lov til at lave et projekt om vilde dyr i byen.
På sin niårs fødselsdag ønskede han sig ikke en spillekonsol. Han ønskede sig træ, skruer og en sav. Sammen med Søren byggede han en foderkasse til egern og satte den op i haven.
På siden skrev Emil:
“Til dem, der har brug for en pause, før de kan springe igen.”
Kobber kom i næsten to år. En vintermorgen holdt besøgene pludselig op. Emil ventede ved altandøren i flere dage.
Mette forberedte sig på tårer.
Men Emil tog sin jakke på og fyldte lommerne med nødder.
—Vi går ned —sagde han. —Kobber lærte mig, at man ikke skal blive siddende og vente hele livet.
I haven lagde han nødder under bøgetræet. To unge egern kom frem mellem grenene. Det ene havde en lille lys plet ved venstre øre.
Emil smilede og lod være med at kalde.
Nogle gange kommer hjælpen ikke i den form, vi forventer. Den kan have en busket hale, stjæle en hue og banke utålmodigt på en altandør.
Mette reddede et dyr med et skadet ben.
Men det lille dyr gav hendes søn noget tilbage, som ingen kunne måle i en journal: modet til at rejse sig, hver gang han faldt.
