Fredag aften stod jeg i mit køkken i Aarhus og smurte et stykke rugbrød, da Lise ringede. Hun arbejdede frivilligt på et internat uden for byen og havde en særlig evne til at begynde en samtale midt i en nødsituation.
—Vi skal have rengjort og desinficeret alle rummene på mandag. Kan du tage en hund til søndag aften? Han er lille, rolig og nem.
—Hvor lille?
—Sådan… overskuelig.
Jeg burde have hørt advarslen i hendes stemme.
Næste morgen stod hun i opgangen med en hund, der fyldte næsten hele reposen. Han havde mørk pels, et bredt bryst og poter på størrelse med mine hænder.
—Det der er ikke en lille hund.
—Balder tror selv, at han er lille.
Balder gik forbi mig, som om invitationen allerede var sendt skriftligt. Han undersøgte stuen, drak vand direkte fra skålen, jeg knap havde fået stillet ned, og fandt derefter soveværelset. To minutter senere lå han på tværs af min seng.
—Ned.
Han løftede hovedet.
—Det er min seng.
Han lagde hovedet ned igen.
Jeg sov på sofaen med benene trukket op.
Søndag morgen vågnede jeg ved lyden af noget, der ramte gulvet. Balder havde skubbet brødkassen ned og spist halvdelen af et rundstykke. Resten lå fordelt som konfetti over køkkenet.
—Du er ikke særlig diskret.
Han slikkede sig om munden og satte sig oven på min ene hjemmesko.
Det burde have irriteret mig. I stedet begyndte jeg at grine. Ikke et høfligt grin, men den slags latter, der kommer uventet og næsten gør ondt i maven.
Senere gik vi ned mod Brabrand Sø. Balder fulgte mig uden at trække, men da en varevogn standsede tæt ved fortovet, kastede han sig pludselig ind mod mine ben. Han stod helt stille og rystede.
Jeg satte mig på hug.
—Det er bare en bil.
Han pressede skulderen mod mig og nægtede at se op.
Da vi kom hjem, ringede jeg til Lise.
—Hvorfor er han bange for varevogne?
Hun sukkede.
—Han blev afleveret ved internatet i en. Familien sagde, at deres far var kommet på plejehjem, og at ingen kunne overtage hunden. De havde haft ham i otte år.
—Afleverede de ham bare?
—De satte hans tæppe og madskål udenfor og kørte, før vi havde fået papirerne færdige.
Balder lå på gulvet og betragtede mig. Da jeg gik ud med skraldet senere, hørte jeg hans negle skrabe mod døren. Jeg var væk i mindre end tre minutter. Alligevel sad han i gangen, da jeg kom tilbage, og trak vejret alt for hurtigt.
Jeg satte posen fra mig og lagde begge hænder omkring hans hoved.
—Jeg gik kun ned med affaldet.
Hans øjne blev ved med at søge mit ansigt.
—Jeg kommer tilbage, når jeg går.
Ordene ramte mig hårdere, end jeg havde forventet.
Min søn var flyttet til København året før. Han ringede ofte, og vi havde et godt forhold, men hjemmet havde ændret sig. Jeg havde gjort hans gamle værelse til kontor og sagt til alle, at jeg nød pladsen. Sandheden var, at jeg stadig dækkede bord til to nogle aftener, før jeg opdagede fejlen.
Den eftermiddag lagde Balder sig under skrivebordet, mens jeg arbejdede. Hver gang jeg flyttede fødderne, løftede han hovedet for at kontrollere, at jeg stadig var der.
Om aftenen blæste det op. Regnen slog mod ruderne, og strømmen forsvandt kort efter. Jeg tændte stearinlys i stuen. Balder satte sig ved siden af mig, så tæt at hans pels varmede mit ben.
Jeg havde troet, at jeg gav ham tryghed. I mørket gik det op for mig, at det var gensidigt.
Mandag morgen kom Lise med snoren.
—Internatet er klar igen.
Balder lod hende sætte halsbåndet på. Ved døren vendte han sig om og gik tilbage til mig. Han satte sig på min fod.
—Kom så, ven — sagde Lise stille.
Han rejste sig til sidst.
Jeg fulgte dem ned til bilen. Da døren blev lukket, lagde Balder snuden mod ruden. Jeg løftede hånden, men bilen var væk, før jeg fandt noget at sige.
Lejligheden virkede større, da jeg kom op. Ikke på en god måde. Der lå et enkelt mørkt hår på sofaen. Hans vandskål havde efterladt en rund plet på gulvet. Jeg fjernede ingen af delene.
Ved frokosttid skrev Lise, at et par var kommet for at se Balder. De ønskede en rolig familiehund, men havde ombestemt sig, da de så hans størrelse og hørte, at han var otte år.
“De vil hellere have en hvalp,” stod der.
Jeg stirrede på beskeden. Derefter gik jeg ind i soveværelset. På dynen var der stadig en fordybning efter hans krop.
Jeg ringede.
—Har han spist?
—Nej.
—Er han i sin boks?
—Han sidder ved døren til kontoret. Det var der, du afleverede ham.
—Lise…
—Ja?
—Du sagde, at jeg kun skulle have ham en weekend.
—Det gjorde jeg.
—Det var en virkelig dårlig plan.
Hun begyndte at grine, men hendes stemme knækkede.
Da jeg nåede internatet, stod Balder bag glasdøren. Han så mig, men blev stående. Måske havde han lært, at mennesker kunne ligne nogen, der kom tilbage, uden faktisk at gøre det.
Jeg åbnede døren og satte mig på knæ.
—Skal vi hjem?
Hans ører løftede sig. Så kom han imod mig. Ikke voldsomt. Ikke dramatisk. Han lagde bare hele sin tunge krop ind mod min og blev stående, som om han endelig turde lægge sin vægt et sted.
Jeg skrev under samme eftermiddag.
Balder bor stadig hos mig. Han sover ikke længere i min seng hver nat, kun når det tordner, når jeg er ked af det, eller når han selv synes, dagen har været vanskelig. Det vil sige næsten hver nat.
Min søn siger, at lejligheden lugter mere af hund nu. Det har han ret i. Der er også mudder ved døren, hår på de mørke bukser og en kurv i stuen, der er alt for stor til rummet.
Men stilheden er væk.
Jeg troede engang, at et fredeligt hjem var et hjem uden rod, uden krav og uden nogen, der ventede på mig. Balder lærte mig forskellen på fred og tomhed.
Han skulle kun blive til mandag. I stedet blev han den, der hver eneste dag minder mig om, at det vigtigste løfte ikke er aldrig at gå. Det er at komme tilbage.
