Jeg elsker virkelig, når tandlægen spørger: “Hvorfor ventede du så længe med at komme?”
Jeg ventede ikke — jeg samlede et budget sammen, som om det var til en mindre renovering derhjemme.
Inger fra Odense sad i venteværelset med sin gamle taske på skødet. Den brune lædertaske havde fulgt hende i over tyve år — til arbejde, til sygehuset, til hendes mands begravelse og nu også til tandlægen.
Hun havde ondt i kinden. Ikke sådan lidt ondt. Den slags smerte, der går helt op bag øjet og gør én stille.
Da tandlægen kiggede på røntgenbilledet, sukkede han.
— Hvorfor kom du ikke noget før?
Inger smilede næsten. Ikke fordi det var sjovt, men fordi spørgsmålet ramte lige dér, hvor livet havde været hårdt længst.
Hun var 67. Enke. Hendes pension rakte, hvis hun tænkte sig om. Hvis hun købte rugbrød på tilbud. Hvis hun lod være med at tænde for meget varme. Hvis hun sagde nej til nye støvler, selv når de gamle tog vand ind.
Tanden havde plaget hende siden jul. Men i januar havde barnebarnet brug for hjælp til efterskolen. I februar gik vaskemaskinen i stykker. I marts kom elregningen.
Og tandlægen? Tandlægen måtte vente.
Ikke fordi hun var ligeglad med sig selv. Men fordi kvinder som Inger lærte tidligt, at alle andre kom først.
Hun kiggede på tandlægen og sagde roligt:
— Jeg ventede ikke. Jeg sparede sammen.
Han sagde ikke noget et øjeblik.
Så satte han sig ned, ikke bag computeren, men ved siden af hende.
— Det burde ikke være sådan, sagde han lavt.
Inger nikkede.
— Nej. Men sådan er det.
Da hun gik derfra, var hun træt, bedøvet og lidt flov over regningen i tasken. Men hun havde sagt sandheden højt.
Og nogle gange, når man er blevet ældre, er det ikke kun tanden, der skal behandles.
Det er også den gamle vane med altid at tie stille.
