Kirsten fra Odense var 63 år, da hun mistede sin mand, Erik. De havde været gift i 41 år, og efter begravelsen blev huset så stille, at hun begyndte at tænde radioen allerede om morgenen bare for at høre en stemme.
Tre måneder senere besluttede hun sig for at tage til Aarhus for at besøge sin søster. Det var første gang, hun skulle rejse alene, siden Erik døde.
Hun stod på perronen med sin lille kuffert, en termokop kaffe og Eriks gamle tørklæde om halsen. Hun havde købt billet på telefonen, troede hun. Men da kontrolløren kom, kunne hun ikke finde den. Hænderne rystede, skærmen låste, og tårerne pressede sig på.
— Jeg plejer ikke at være sådan, — hviskede hun. — Min mand ordnede altid den slags.
Folk kiggede væk. En ung mand sukkede højt. Kirsten følte sig pludselig gammel, dum og helt alene.
Så rejste en kvinde på omkring fyrre sig fra sædet overfor. Hun havde en rød regnjakke og en blød stemme.
— Jeg hjælper dig, — sagde hun. — Min mor blev også forvirret efter min far døde.
Hun satte sig ved siden af Kirsten, fandt billetten i en glemt mail, viste den til kontrolløren og blev siddende. Ikke fordi hun skulle. Men fordi hun mærkede, at Kirsten ikke kun havde mistet en billet.
Hun havde mistet sit mod.
De talte hele vejen til Aarhus. Om ægteskab. Om savn. Om hvordan man lærer at spise aftensmad alene uden at dække op til to.
Da Kirsten steg af, krammede kvinden hende og sagde:
— Første gang alene er den sværeste. Næste gang bliver du lidt stærkere.
Kirsten kendte aldrig hendes navn. Men hun gemte billetten i sin salmebog.
Og hver gang hun senere så nogen stå forvirret med en telefon i hånden, gik hun hen og spurgte:
— Skal jeg hjælpe dig?
For nogle fremmede kommer ikke tilfældigt. De kommer, når livet ser, at man næsten ikke kan mere.
