Da Erik fra Odense skrev det på Facebook, svarede folk hurtigt. Toyota Yaris, Volkswagen Polo, Kia Picanto. En mand skrev: “Køb noget lille. Kvinder kan bedst lide noget nemt.”
Erik læste den kommentar og lukkede langsomt computeren.
Hans kone, Kirsten, havde aldrig været en kvinde, der kun havde brug for “noget nemt”. Hun havde båret et helt liv på sine skuldre.
Hun havde arbejdet på plejehjemmet i Dalum, taget nattevagter, passet hans syge far, hentet børnebørn, lavet mad, ordnet regninger og altid sagt:
— Det går nok, Erik.
Men det gik ikke altid.
Sidste vinter faldt Kirsten på vej til busstoppestedet. Hun sagde, det ikke var noget. Bare et blåt mærke. Men efter det begyndte hun at sige nej til ting. Nej til kaffe med veninderne. Nej til en tur til Kerteminde. Nej til fødselsdagen hos søsteren.
— Det er besværligt med bussen, sagde hun.
En aften hørte Erik hende tale med deres datter i telefonen.
— Jeg savner bare at kunne tage af sted, når jeg vil.
Den sætning ramte ham hårdt.
De havde haft bil engang. En gammel blå Volvo, som de kørte til Blåvand i med børnene på bagsædet. Men da pengene blev små, solgte de den. Kirsten sagde, det var fornuftigt. Hun sagde altid det fornuftige.
Nu ville Erik gøre noget ufornuftigt. Noget kærligt.
Han fandt en brugt, velholdt bil med automatgear og høj indstigning, så Kirsten nemt kunne komme ind. Ikke dyr. Ikke flot på den pralende måde. Men tryg. Varm. Hendes.
På hendes 69-års fødselsdag bad han hende tage jakken på.
— Hvor skal vi hen?
— Bare ned i gården.
Der stod bilen. På forsædet lå en lille buket hvide tulipaner.
Kirsten stoppede midt på trappen.
— Erik… hvis bil er det?
Han lagde nøglerne i hendes hånd.
— Din.
Hun rystede på hovedet.
— Jeg ved ikke, om jeg tør køre længere.
— Så sidder jeg ved siden af dig, indtil du tør. Sådan som du har siddet ved siden af mig hele livet.
Kirsten begyndte at græde. Ikke højt. Bare stille, som om alle de år, hvor hun havde sagt “det går nok”, endelig slap ud.
Ugen efter kørte de til Kerteminde. Kirsten sad bag rattet. Hun kørte langsomt, men hendes øjne lyste, da havet dukkede op foran dem.
— Jeg havde glemt, hvordan frihed føles, sagde hun.
Erik tog hendes hånd og svarede:
— Så starter vi forfra.
Nogle gaver siger: “Jeg elsker dig.”
Andre siger: “Jeg har set alt det, du gav afkald på.”
Hvad tænker I?
