Far vil gerne have mig hele weekenden, sagde tolvårige Freja og stillede sin sportstaske ved døren.
Mette stod ved køkkenbordet i sin lejlighed i Odense og skar rugbrød. Kniven blev liggende midt i en skive.
— Skal Camilla også være der?
Freja sukkede.
— Mor, hun bor der jo.
Det vidste Mette godt. Alligevel gjorde ordene ondt.
Camilla var yngre, slankere og altid rolig. Hun havde det lange lyse hår, som Mette selv havde haft, før overgangsalderen, søvnløse nætter og skilsmissen havde sat deres spor.
Efter fireogtyve års ægteskab havde Jesper sagt, at han “ikke længere kunne mærke sig selv”. Tre måneder senere flyttede han sammen med Camilla i et rækkehus i Svendborg.
Mette havde aldrig forbudt Freja at se sin far. Men tanken om, at en anden kvinde skulle lave morgenmad til hendes datter, hjælpe hende med lektierne og høre de små hemmeligheder, som før kun tilhørte dem, fik noget mørkt til at vokse i hende.
— Du må gerne tage af sted — sagde hun til sidst. — Men ring, hvis der er det mindste.
Lørdag eftermiddag kom der et billede på telefonen. Freja stod i køkkenet sammen med Camilla. Begge havde mel på kinderne, og foran dem stod en skæv chokoladekage.
“Vi prøver at bage mormors opskrift,” havde Freja skrevet.
Mette stirrede på billedet, til skærmen blev sort.
Det var hendes mors opskrift. Den, som kun familien kendte.
Hun fik lyst til at skrive: “Det er ikke hendes opskrift at bage.”
Men hun gjorde det ikke.
Søndag aften kom Jesper alene tilbage med Frejas taske.
— Hvor er hun? spurgte Mette straks.
— Hun sidder i bilen. Hun er ked af det.
Freja kom langsomt ind med røde øjne.
— Camilla og jeg blev uvenner.
Mette mærkede næsten en lettelse, som hun straks skammede sig over.
— Hvad skete der?
— Jeg sagde, at hun aldrig bliver min mor. Og så begyndte hun at græde.
— Hvad sagde hun?
Freja satte sig ved køkkenbordet.
— Hun sagde, at det ved hun godt. At hun heller ikke ønsker at være min mor. Hun vil bare gerne være en voksen, jeg kan føle mig tryg hos, når jeg er sammen med far.
Mette satte sig over for hende.
— Og hvorfor blev du så ked af det?
— Fordi hun også sagde, at du sikkert er bange for, at jeg holder mindre af dig, når jeg har det godt hos dem.
Mette kunne ikke svare.
Næste weekend afleverede hun Freja personligt. Camilla åbnede døren og så overrasket ud.
— Jeg har noget med — sagde Mette og rakte hende et gammelt, plettet stykke papir.
Det var opskriften på chokoladekagen, skrevet med Mettes mors håndskrift.
— I glemte kanelen sidst.
Camilla tog forsigtigt imod papiret.
— Tak. Jeg skal nok passe godt på det.
— Pas hellere godt på Freja.
Camilla nikkede.
— Det lover jeg.
Da Mette kørte hjem, græd hun hele vejen. Ikke fordi hun havde tabt.
Men fordi hun endelig havde forstået, at et barn ikke mister kærlighed, når flere mennesker holder af det.
Kærlighed bliver ikke delt i mindre stykker.
Den får bare flere steder at bo.
Hvad ville du gøre, hvis dit barn skulle være hos sin far og hans nye kone?
