Da duften af frikadeller og brun sovs bredte sig gennem opgangen, standsede Poul midt på trappen.
Han var fireoghalvfjerds og boede alene i en lille lejlighed i Aarhus. Hans kone var død tre år tidligere, og datteren Mette havde han næsten ikke talt med siden deres voldsomme skænderi efter begravelsen.
Men denne duft kendte han.
Den førte ham tilbage til et gult hus uden for Randers, hvor hans mor stod ved komfuret hver søndag. Hun stegte frikadeller i en tung jernpande, mens Poul og hans to brødre ventede utålmodigt ved bordet.
— Lad dem nu få skorpe, drenge — sagde hun altid. — Det gode i livet kræver lidt tålmodighed.
Poul havde ikke tænkt på de ord i mange år.
Han fulgte duften op til sin egen etage. Foran hans dør stod en gryde og et fad dækket med et ternet viskestykke. Ovenpå lå en seddel.
„Far, jeg ved ikke, om de smager som farmors. Men jeg har prøvet. Mette.”
Poul blev stående længe uden at røre maden. Stoltheden sagde, at han skulle tage gryden ind og lade som ingenting. Men ensomheden havde efterhånden fået en stærkere stemme.
Han ringede til sin datter.
— Du har glemt muskatnødden — sagde han, da hun tog telefonen.
Der blev stille i den anden ende.
— Så de smager ikke rigtigt?
— Jo. Næsten. Men din farmor kom altid en smule muskatnød i farsen.
Mette begyndte at græde. Poul mærkede, hvordan hans egen stemme knækkede.
— Jeg savner dig, far.
Han lukkede øjnene. I tre år havde han ventet på, at hun skulle sige undskyld. Pludselig kunne han ikke længere huske, hvorfor det havde været så vigtigt at få ret.
— Kom herop — sagde han. — Så laver vi en ny portion sammen.
En halv time senere stod Mette i hans køkken. De fandt den gamle jernpande frem, som Poul havde arvet efter sin mor. Mette formede farsen, mens han fortalte, hvordan frikadellerne skulle vendes.
Den første blev for mørk. Den anden gik i stykker. Den tredje var næsten perfekt.
Da de satte sig ved bordet, smagte Poul langsomt. Det var ikke helt som i barndommen. Hans mors køkken var væk, huset var solgt, og menneskene omkring bordet fandtes ikke længere.
Alligevel føltes det, som om noget var vendt hjem.
Måske var det ikke kun maden, han havde savnet. Måske var det følelsen af, at nogen stadig ventede på ham.
Hvilken smag fra barndommen husker du stadig, selvom der er gået så mange år? 🥣
