Jeg forstod først, hvor stille et hjem kan blive, den aften min mand døde.
Ikke under begravelsen. Ikke da bedemanden bar blomsterne væk. Men da vores søn Mikkel kørte tilbage til København, og jeg stod alene i køkkenet i huset uden for Aarhus.
På bordet stod tre kaffekopper.
Jeg tog den ene væk. Så den anden.
Til sidst stod der kun min egen tilbage.
Mikkel var vores eneste barn. Da han var lille, spurgte han ofte:
— Mor, hvorfor har alle andre en bror eller søster?
Jeg plejede at grine og sige:
— Fordi vi fik den bedste dreng i verden. Vi behøvede ikke flere.
Men det var ikke hele sandheden.
Sandheden var, at vi var bange. Min mand, Poul, havde mistet sit arbejde på værftet. Vi boede i et lille rækkehus, pengene var små, og jeg arbejdede aftenvagter på et plejehjem.
Jeg blev gravid igen, da Mikkel var fem.
Poul blev glad. Han begyndte straks at tale om en køjeseng og om, hvordan vi kunne indrette det lille værelse.
Men jeg kunne kun tænke på regningerne.
Graviditeten sluttede tidligt af sig selv. Lægen sagde, at vi kunne prøve igen, men jeg nægtede.
— Vi har ikke råd til flere børn — sagde jeg.
Senere fik Poul arbejde igen. Vi flyttede til et større hus. Der var både plads og penge.
Men på det tidspunkt havde jeg vænnet mig til tanken om, at vi kun skulle have ét barn.
Efter Pouls død kom Mikkel hver weekend. Han handlede, ordnede haven og sad sammen med mig ved spisebordet, selv når ingen af os havde noget at sige.
En søndag så jeg, hvor træt han var.
— Du behøver ikke komme hele tiden — sagde jeg. — Du har dit eget liv.
Han kiggede ned i sin kaffe.
— Jeg ved det. Men hvem skal ellers komme?
Ordene blev hængende mellem os.
— Jeg har tit ønsket, at jeg havde en søster eller en bror — fortsatte han. — Ikke fordi du og far ikke var nok. Men nu, hvor far er væk, er jeg den eneste, der husker vores familie indefra.
Jeg begyndte at græde.
For første gang fortalte jeg ham om graviditeten, frygten og det værelse, som Poul engang havde forestillet sig med en køjeseng.
Mikkel tog min hånd.
— Mor, du traf den beslutning, du kunne træffe dengang. Du vidste ikke, hvordan livet ville blive.
— Men jeg tænker på, om jeg gjorde dig mere alene.
Han svarede ikke med det samme.
— Måske. Men du må ikke bruge resten af dit liv på at straffe dig selv.
Et halvt år senere ringede Mikkel.
Han og hans kone havde besluttet at blive plejefamilie for to søskende, som ikke måtte skilles ad.
— Vi har plads — sagde han. — Og vi ved, hvor vigtigt det er at have hinanden.
Da de to børn løb ind i mit hus for første gang, fyldte deres stemmer alle de tomme værelser.
Jeg vidste godt, at de ikke kunne ændre fortiden.
Men den aften satte jeg fem kaffekopper frem.
Kvinder over 50 med ét barn: Tænker I nogle gange på, om jeres barn kom til at bære for meget alene?
