Telefonen ringede lidt efter midnat.
Karin vidste med det samme, at noget var galt. Ingen ringer på det tidspunkt med gode nyheder.
— Mor? — Mikkels stemme var hæs. — Må Freja og jeg komme hjem et stykke tid?
Karin satte sig op i sengen.
Mikkel var syvogfyrre. Han havde altid klaret sig selv. Han arbejdede som elektriker i Odense, havde købt et lille rækkehus og opdraget sin datter alene, efter at hendes mor flyttede til København.
Men det seneste år var alt faldet fra hinanden.
Først fik han en rygskade på arbejdet. Derefter kom sygemeldingen. Til sidst mistede han jobbet.
Pengene slap op hurtigere, end han ville indrømme.
Han solgte bilen. Derefter værktøjet. Til sidst begyndte han at springe aftensmaden over, så hans femtenårige datter kunne få ordentlig mad.
Nu skulle huset sælges.
— Vi har måske brug for tre eller fire måneder — sagde han. — Bare indtil jeg finder noget andet.
Karins mand, Poul, havde hørt samtalen.
— Han er næsten halvtreds — sagde han, da hun lagde på. — Vi kan ikke redde ham hver gang livet bliver svært.
— Han har aldrig bedt os om noget før.
— Og netop derfor må han lære at klare det selv.
Karin så længe på sin mand.
De havde boet i det samme hus uden for Odense i otteogtredive år. Huset var stort nok. Værelset ovenpå stod tomt, siden deres yngste datter flyttede.
Alligevel sagde Poul:
— Vi har allerede gjort vores. Vi satte børnene i verden, gav dem mad og en uddannelse. Resten er deres ansvar.
Næste morgen stod Mikkel ved døren med to tasker og Freja ved siden af sig.
Pigen forsøgte at smile, men hendes øjne var røde.
— Vi kan også tage på et vandrehjem — sagde Mikkel hurtigt. — Jeg ville bare spørge først.
Poul blev stående i gangen med armene over kors.
— Det her er ikke et hotel.
Mikkel nikkede langsomt.
— Nej. Jeg troede bare, det stadig var mit hjem.
Freja sænkede blikket.
Karin mærkede noget briste i sig.
Hun huskede, hvordan hendes egne forældre havde hjulpet dem med udbetalingen til huset. Hvordan hendes mor passede børnene hver tirsdag. Hvordan Pouls far gav ham arbejde, da fabrikken lukkede.
Ingen af dem var kommet gennem livet alene.
— Sæt taskerne ind — sagde Karin.
Poul så skarpt på hende.
— Vi har ikke aftalt det.
— Nej — svarede hun. — Men vi aftalte engang, at vores børn altid skulle vide, at de havde et sted at gå hen.
Mikkel boede hos dem i fem måneder.
Han begyndte langsomt at arbejde igen. Først få timer om ugen, senere fuld tid på et mindre værksted. Freja faldt til i skolen og hjalp Karin med at lave frikadeller om søndagen.
Da Mikkel endelig fik nøglerne til en lille lejlighed, lagde han dem på køkkenbordet.
— Tak, mor.
— For hvad?
— Fordi du ikke gjorde mig til et barn igen. Du gav mig bare tid til at blive mig selv igen.
Poul sagde ingenting.
Men da Mikkel skulle gå, bar han den tungeste flyttekasse ud til bilen.
Ved døren lagde han hånden på sin søns skulder.
— Du er voksen, Mikkel — sagde han. — Men du er stadig vores søn.
Er det nok at give et barn livet og opdrage det, eller begynder forældres kærlighed først for alvor, når barnet får brug for hjælp?
