Regnen silede ned over Haderslev den aften, Simon stod i entreen og stirrede på de to slidte kufferter, hans kone havde efterladt ved døren. Luften var tung af parfume og noget uigenkaldeligt.
"Camilla," sagde han lavt, mens han kiggede på den lille hund, der trykkede sig op ad hans ben. "Skal Chili ikke med dig? Det er jo din hund."
Camilla standsede med hånden på dørhåndtaget og vendte sig om med et blik, der var koldere end novemberregnen udenfor. "Hvad skal jeg med den? Den er jo komplet umulig. Gør med den, hvad du vil. Jeg starter på en frisk, Simon. Uden ham og uden dig."
Hun smækkede døren så hårdt, at den lille chihuahua for sammen. Chili kiggede op på Simon med store, blanke øjne og en hale, der kun lige akkurat vovede et enkelt, spagt vip. Chili havde set hende pakke, men havde tydeligvis regnet med at skulle med. Hvordan kunne han have vidst, at han var blevet et stykke uønsket bagage, en levende rekvisit fra et liv, hun ikke længere gad at kendes ved?
Det hele var røget i gulvet samme dag, som Simon kom hjem fra værkstedet to timer tidligere end planlagt. Der, i deres egen sofa, sad Camilla og Jonathan. Manden, der havde været Simons bedste ven siden gymnasiet, og som altid var blevet inviteret med til søndagsmiddag og grillaftener. De havde set så skyldige ud, men der gik alligevel nogle lange sekunder, før virkeligheden slog ned i Simon. De to mennesker, han stolede allermest på, havde lavet et koldt, kynisk nummer bag hans ryg. Han orkede ikke at blive i Haderslev. Hver eneste gade summede af minder, hvert et værtshus rummede risikoen for at møde Camilla med hendes nye kæreste. Han måtte væk. Væk fra blikkene, sladderen og fornemmelsen af at være til grin.
Så Simon traf en beslutning. Salget af hans lille mekanikervirksomhed gav penge nok til at starte et sted, hvor ingen kendte ham. Han fandt en toværelses lejlighed i Nykøbing Falster, pakkede hele sit liv ned i en flyttebil og stillede kun ét eneste spørgsmål til den lille pelsede følgesvend, der havde ligget apatisk i sin kurv i en uge.
"Chili, hvad siger du? Skal vi to tage væk herfra? Helt væk. Bare dig og mig."
Hvad Camilla ikke vidste, var at det ikke længere bare handlede om, hvad der var lettest. Chili havde elsket hende ustyrligt og ubetinget. Havde hun bedt ham om en designertaske-hund til at tage med på café og vise frem, havde Chili fejlet totalt. Han gøede, når fremmede ville klappe, rystede ved lyden af busser, og en gang var han stukket af fra en hel flok småhunde i hundeskoven, fordi en gravhund nøs. Camilla havde mistet interessen, men Simon havde fundet en ven. Om aftenen, efter at Camilla var gået, havde han ligget på knæ på gulvet og kigget ind under sengen, hvor en rystende, lille krop havde gemt sig.
"Undskyld, jeg råbte," havde han hvisket ind i mørket. "Jeg var bare så vred. Ikke på dig. Aldrig på dig. Kom nu frem, makker."
Det tog en time, men Chili kom ud. Den aften lagde hunden sig i fodenden af sengen og sukkede så dybt, at hele dens lille krop rystede. Den forstod måske ikke ordene, men den vidste, at den var i sikkerhed.
Nu sad de i den nye lejlighed med udsigt over Guldborgsund, og Chili så på Simon med et nyt glimt i øjet. Halen begyndte at gå. Ikke bare et enkelt vip, men en egentlig hvirvel. Havde hunden forstået, at den ikke var blevet forladt? At det var dem to nu? Simon bed mærke i det og klappede ham bestemt på hovedet.
"Så er det afgjort. Vi flytter i næste uge. Vi kører selv. Du skal nok få det godt, skal du se. Nyt liv. Nye dufte."
Men en frisk start kommer sjældent uden bump på vejen. De første uger i den nye by var befriende stille, men der var et par markante undtagelser. Underboen, en skrap ældre dame ved navn Fru Berg, og hendes veninde, Fru Larsen, havde straks dannet en uofficiel modtagelseskomité på bænken foran opgangen. De to kvinder havde et noget anstrengt forhold til den "nye, unge mand med kræet".
"Hov, Berg, der er ham med kamphunden igen," sagde Fru Larsen en formiddag med rynket pande, da Simon kom ud med Chili under armen.
"Ja, hvad er det for en race, sådan en farlig én? Jeg har hørt, at de der små er de værste. De bider bare uden videre," svarede Fru Berg, mens hun holdt ekstra godt fast i sin store, orange hankat, Findus. "Den burde være i snor og med mundkurv. Hvad nu hvis den går amok på Findus?"
Simon smågrinede så småt for sig selv. Chili gøede måske ad postbuddet, men hans yndlingsbeskæftigelse var at ligge under et tæppe eller gemme sig, når støvsugeren blev tændt. Han var så langt fra en dræbermaskine, som man kunne komme. Alligevel ignorerede han de to kvinders stikkende bemærkninger og stillede Chili forsigtigt ned på græsset.
"Kom så, min ven. Bare rolig. De gamle katte er dobbelt så store som dig. Det er dig, man skal passe på."
Men skæbnen havde andre planer den dag. Pludselig, fra en garageport i den anden ende af gården, kom en ung, sort dobermann buldrende. Den havde set en lille, hvid killing og satte i et spring med et drønende bjæf. Kattekillingen frøs et sekund, før den spænede af sted tværs over plænen i panik. Ejerens desperate fløjt og råb overdøvedes totalt af larmeriet.
De to gamle damer satte skrig i. "Åh Gud, Findus! Kom her!" skreg Fru Berg, men den orange kat sad allerede sikkert i hendes arm. Den hvide killing var alene, og afstanden mellem den og dobermannen blev mindre for hvert et langt spring. Folk tror, at katte er hurtige, men en ung dobermann med jagtinstinkt er som en pil.
Killingen gjorde det eneste, den kunne. Den krummede ryg og hvæsede. Et ynkeligt, fortvivlet hvæs, der druknede i den store hunds knurren. Dobermannen standsede et øjeblik, måske forvirret over, at byttet turde sige fra. Men så tog den tilløb igen. Og Simon mærkede et ryk i den tynde sele, han holdt i hånden.
"Chili?!"
Den lille chihuahua havde vredet sig fri og pilede hen over græsplænen som en miniature-afgud. Simons hjerte hamrede, da han så den lille, brune krop styrte direkte ind foran den hvide killing. Chili plantede alle fire poter solidt i jorden som en lille, dirrende soldat og åbnede munden. Et gennemtrængende, skingert bjæf, der lød som en defekt bildør, skar gennem luften. Dobermannen brød totalt op midt i sit angreb og stirrede måbende. Den lagde hovedet på skrå. Hvad *var* det her for en utrolig irriterende skabning, der stod og peb af den? Det var jo mindre end dens eget hoved.
Chili rystede. Hele dens sjæl var én stor vibration af skræk. Simon så det tydeligt, og han vidste, at det eneste, hunden havde i hovedet, var, at nogen måtte stoppe den store, sorte krop. Han kunne se, hvordan den lille fyr pressede øjnene i, som om han håbede, at verden gik væk. Et langt, skrækkeligt sekund troede Simon, at den store hund nåede frem. Men dobermannen tog et forvirret skridt tilbage og satte sig, bare for at stirre vantro på galskaben foran sig.
I næste øjeblik fik ejeren endelig fat i den. Med et hårdt ryk i halsbåndet og en lang banden trak han den store hund væk. "Fandens også! Kom så her! Den får sgu mundkurv på fra i morgen! Undskyld, for helvede!"
Simon var der på fem sekunder. Han samlede den rystende, hvide killing op med den ene hånd, og med den anden snuppede han Chili, der stadig stod og smågøede med lukkede øjne. Han trykkede dem ind til sin jakke og skyndte sig ind i opgangen, forbi Fru Berg og Fru Larsen, der stod målløse.
"Hvad var det for en race, De sagde, det var?" fik Fru Berg hæst frem, mens hun kløede den dybt forargede Findus bag øret.
"Chihuahua," svarede Simon stakåndet og vendte sig i døren. "Han hader støvsugere. Men altså, han kan åbenbart godt forsvare sig."
Fru Larsen rettede på sine briller, mens hun stirrede på den lille hund, der stak sit hoved frem fra Simons jakke og slikkede den hvide killing på næsen. "Jamen, altså… du godeste. Findus, har du set mage? En rotte, der beskytter en kat mod en hest. Og De, unge mand, hvad vil De så gøre med den dér mis?" Hun pegede på killingen med sin paraply.
"Den får vist lov at bo hos os, til vi finder ejeren," sagde Simon og så ned på de to små væsner i sine arme.
Der gik en uge. En uge med Chili i hovedrollen som den uofficielle gårdshelt. Fru Berg kom op med en lille strikket vest, hun havde lavet til ham, "så han ikke fryser, når han passer på os alle sammen," og Fru Larsen spurgte, om de måtte tage et billede af ham til deres kortklub. Endda indehaveren af dobermannen havde givet en flaske vin som tak for, at Simon ikke anmeldte episoden.
Men det bedste skete en torsdag aften, da det ringede på døren. Udenfor stod en kvinde på nogenlunde hans egen alder. Hun havde et sødt, træt udtryk i øjnene, men lige nu strålede hele hendes ansigt af lettelse. Ved siden af hende stod en lille dreng.
"Undskyld, jeg forstyrrer," begyndte hun, mens hun nervøst vred et af de 'savnet kat'-opslag, Simon havde set nede ved Netto. "Men er det her, Rumle bor? Altså… en lille, hvid killing? Min mor passede ham for mig og min søn, mens jeg var på et kursus i København, og han slap ud. Jeg hørte om Deres hund… og de to gamle damer på bænken… de sagde, at en chihuahua havde reddet min kat. Jeg hedder Emma."
Simon smilede og trådte til side, så hun kunne se ind i lejligheden. I midten af stuegulvet, på en stor, rund pude, lå Chili med lukkede øjne. Ovenpå ham, sammenrullet som en lille snebold, lå den hvide killing og søvnigt vaskede sin ene pote.
"Rumle!" sagde Emma og tog halvt et skridt frem, men hun standsede. Hun så scenen for sig og grinte stille. "Jamen, de sover jo. Han har det vist meget godt."
"Jo, altså…" Simon kløede sig i nakken. "De er vist blevet venner. Lille Rumle her sover oven på Chili hver nat. Chili brokker sig slet ikke. Han er vist glad for selskabet."
Sønnen, en fyr på måske syv, listede sig langsomt ind og satte sig på hug ved puden. Chili åbnede det ene øje, så på drengen, gabte og begyndte at logre let med halen uden at forstyrre killingen. Drengen lagde forsigtigt en hånd på Chilis hoved.
"Han er sød. Må jeg… må jeg godt klappe ham?"
Den aften endte med, at Emma og hendes søn, Oskar, blev til aftensmad. De snakkede til langt ud på natten som om, de havde kendt hinanden altid. Rumle flyttede ind igen hos Emma i lejligheden tre opgange væk, men næsten hver eftermiddag spurgte Oskar, om de ikke skulle ned og hilse på Chili. Og det endte som regel med, at Emma og Simon sad i hans køkken, mens Rumle og Chili lå i kø ved døren – klar til deres fælles gåtur.
En kold aften i april et år senere kom Emma og Simon gående langs havnen, Oskar lidt foran på sin cykel med Chili i en kurv og Rumle siddende majestætisk bagerst på bagagebæreren. Simon stoppede op, stak hænderne i lommerne og så det lille optog forsvinde lidt længere fremme. Chili gøede en enkelt gang. Nok ad en bus et sted i mørket. Og en lyd, der engang var et udtryk for skræk, lød nu bare som en munter hilsen.
