Grethe hadede tø i februar. Om dagen dryppede tagrenderne, og folk i Odense begyndte at cykle igen, men om aftenen frøs det hele til, og fortovene blev til skøjtebaner. Den tirsdag havde hun aftenåbent på skolen, hvor hun arbejdede som pedel. Først klokken halv ni var hun sluppet fri, og da hun tjekkede ud med rejsekortet ved stoppestedet på Rosenbæk Torv, stod der 22 kroner på displayet. Det havde været en lang dag. I tasken lå en paptallerken med en halvspist tebirkes fra morgenmaden, fordi frokosten aldrig blev til noget.
Hun burde have ringet til Mikkel. Han havde sendt en besked i går aftes: "Mor, ringer du?" Hun havde ikke svaret. Ikke fordi hun ikke ville, men fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Mikkel boede i København med sin kæreste og deres datter Emma. Han spurgte altid, hvornår hun kom på besøg. Hun svarede altid "snart". Men snart blev aldrig.
På vej ned ad stien mod opgangen fik hun øje på hunden. Den sad midt på stien, præcis der, hvor hun skulle forbi. En stor, rødbrun blandingshund med strittende pels og en stump hale. Den havde hængt rundt i kvarteret i flere måneder. Nogle kaldte den "Bamse", andre "Fido". Grethe havde aldrig rørt den. Nu sad den stille og så på hende.
"Flyt dig," sagde hun. Den rørte sig ikke. Hun gik til højre, den rejste sig og blokerede. Hun gik til venstre, den blokerede igen. Hun stampede i jorden. "Hvad er der galt med dig? Jeg har haft en dag." Hunden greb fat i hendes jakkeærme, ikke for at bide, men for at trække hende baglæns. Hun ruskede i armen. Hunden slap, men stillede sig foran hende igen. Hun kiggede op mod taget. Intet. Hun ville gå igen. Hunden sprang op og lagde forpoterne mod hendes bryst, så hun måtte tage et skridt tilbage mod bænken.
Og så faldt det. En enorm klump is og sne fra taget, lige ned over hoveddøren. Hun hørte et knald, som da en gren knækker, og så et brag, da isen ramte metalmarkisen. Markisen bøjede sig. En istap fløj hen mod bænken og knuste mod jorden en halv meter fra hendes fod. Grethe stod stiv. Hun havde været på vej til døren. Hun ville have fundet nøglen frem, bøjet sig ned mod dørtelefonen. Nu stod hun under træet og rystede.
Naboer kom til. Fru Madsen fra stuen kiggede ud ad vinduet og råbte: "Hvad fanden var det?" Grethe råbte tilbage: "Is fra taget! Bliv inde!" Hunden stod ved hendes side, dækket af snesjap. Grethe satte sig på hug og lagde armene om den. "Du vidste det," sagde hun. "Hvordan kunne du vide det?" Hunden slikkede hende over kinden. Grethe mærkede, at hun ikke kunne stå op. Hun trak den tættere. "Du reddede mit liv."
Hunden gik hen til et stykke træ under bænken, samlede det op med munden og lagde det foran hende. Grethe tog det. "Vil du have, jeg skal kaste?" spurgte hun. Hunden logrede. Men hun havde ikke kræfter. "Kom," sagde hun. "Du skal ikke sove ude i nat."
De gik op ad trappen. I opgangen blinkede lyset på første sal, så hun måtte holde sig i gelænderet. Hunden gik tæt ved hendes ben. Inde i lejligheden standsede hunden på dørmåtten og snusede. Grethe hentede et gammelt håndklæde og tørrede dens poter. "Du skal have et navn," sagde hun. "Noget, der passer." Hunden satte sig. Hun tænkte. "Vagt," sagde hun til sidst. "Du hedder Vagt. Fordi du vogtede mig." Hunden logrede.
Hun fandt en skål i køkkenskabet og fyldte den med vand. Så lavede hun havregrød og hældte lidt mælk over. Hunden spiste forsigtigt, som om den ikke troede, det var meningen. Grethe sad på en køkkenstol og så på den. Hun holdt om et krus kold kaffe. Hun tænkte på døren, på isblokken. Hvis hunden ikke havde stoppet hende, ville hun have stået der. Hun ville have været knust. Hun kunne have død uden at have sagt ja til at besøge Mikkel. Uden at have sagt farvel. Hun rejste sig brat og fandt sin mobil. Hun åbnede beskedtråden med Mikkel. Der stod: "Mor, ringer du i aften?" Klokken var 23.47. Hun trykkede på opkald.
Mikkel tog den med det samme. "Mor? Hvad er der sket?" "Der er sket noget," sagde hun. "Men jeg er okay." Hun fortalte om isen. Om hunden. Om at hun havde taget den ind. Mikkel var stille. "Mor, du skal komme herover," sagde han. "Nu." "Jeg kommer," svarede hun. "På lørdag." "Hvad?" "Jeg kommer på lørdag. Med Vagt." Mikkel grinede. "Du har fået en hund?" "Ja." "Og du kommer til København?" "Ja." Der var stille. "Mor, det er det bedste, du har sagt i årevis." Hun smilede. "Jeg ved det."
Efter samtalen åbnede hun DSB-appen. Hun tastede: Fra Odense St. til København H. Lørdag kl. 9.13. En voksen. Tilføj: hund i snor. Pris: 398 kroner. Hun trykkede på "Betal". Kvitteringen kom. Hun lagde mobilen på bordet med skærmen opad. Vagt lå på en sammenfoldet dyne ved radiatoren. Hun satte sig på gulvet ved siden af ham. "Vi skal af sted," sagde hun. "Du og jeg." Vagt lagde hovedet på hendes knæ. Hun strøg ham over ryggen. "Du har reddet mig," sagde hun. "Og nu skal du lære at køre i tog."
Næste morgen ringede hun til skolen og sagde, at hun var syg. Hun tog en fridag. Hun købte en sele og en snor i en dyrehandel i centrum. Hun købte også et halsbånd, men hunden så på hende, da hun prøvede at sætte det på, så hun lagde det i posen. "Senere," sagde hun. Hun tog Vagt med til dyrlægen på Skibhusvej. Dyrlægen, en ung mand med tatoverede arme, scannede hunden. "Ingen chip," sagde han. "Han er nok omkring seks år. Lidt undervægtig, men ellers sund." Han kløede Vagt bag øret. "Heldig fyr, der får et hjem." Grethe skrev under på vaccinationspapirerne. Det kostede 650 kroner. Hun betalte med kort. Hun så på kvitteringen. Hun havde aldrig brugt så mange penge på et dyr. Hun havde aldrig haft et dyr.
Fredag aften pakkede hun en lille taske. Vagt fulgte hende rundt i lejligheden, mens hun gik fra værelse til værelse. Hun havde ikke fortalt Mikkel, at hun allerede havde købt billet. Hun ville overraske ham. Hun sendte ham en besked: "Vi ses i morgen kl. 11.30 på perronen." Han svarede med et tommelfingerop og et hjerte. Hun havde aldrig set ham sende et hjerte før.
Lørdag morgen stod hun op klokken seks. Udenfor var det stille. Sneen var begyndt at falde igen, blødt. Hun gav Vagt mad, tog hans nye sele på. "Nu går vi," sagde hun. Vagt logrede. Hun tog sin taske, sin mobil, og i døråbningen vendte hun sig om. Hun så på lejligheden. Hun så på den gamle sofa, på køkkenbordet med kaffekruset, på den blinkende lampe i loftet. Hun slukkede lyset. Hun lukkede døren. Hun gik ned ad trappen, Vagt ved hendes side.
På perronen i Odense stod hun med snoren snoet om håndleddet. Toget gled ind. Vagt kiggede op på hende. Hun tog et skridt fremad. "Kom." De steg ind. Hun fandt deres pladser. Vagt lagde sig under sædet. Hun sad ved vinduet og så byen glide forbi. Hun følte ikke noget, hun kunne navngive. Det var som om, noget inde i hende løsnede sig. Hun tog mobilen frem og så på billetten. 398 kroner. Afgang 9.13. Ankomst 11.26. Hun viste den ikke til nogen. Hun strøg Vagt over ryggen. "Vi kommer frem," sagde hun.
Toget kørte ind på København H. Hun stod af, Vagt gik tæt ved hendes ben. Mikkel stod på perronen. Han holdt en kanelsnegl i hånden. Da han så hende, begyndte han at grine. "Mor, du har en hund med." "Ja." "Og du har aldrig haft en hund." "Nej. Men nu har jeg." Mikkel rakte hende kanelsneglen. Han bukkede sig ned og strøg Vagt. "Hej Vagt. Velkommen til København." Vagt logrede. De gik sammen ud mod byen.
Hun havde aldrig haft en hund. Nu havde hun en. Og hun var taget af sted.
