Regnen silede ned over Rigshospitalets vinduer den aften. Den bankede en rytme, der føltes alt for insisterende mod glasruden. Erik lå under det tynde hospitalslagen og stirrede op i loftets fluorescerende striber. Ved siden af ham summede et dropstativ. Han kunne mærke feberen banke helt ude i neglene, en banken, der svarede til regnens rytme.
Mobilen på natbordet vibrerede og skrabede mod plastikken. Displayet lyste op: "Far".
Erik fik med besvær fingeren hen på den grønne knap. "Hej far," sagde han, og stemmen var som sandpapir.
"Erik!" bjæffede en stemme fra røret, så højt at en sygeplejerske i korridoren vendte sig om. "Hvorfor tager du ikke din telefon? Jeg har ringet fire gange! Det regner om to dage, og du ligger bare og dovner den. Hvem skal tage kartoflerne op? H.C. Andersen?"
Erik lukkede øjnene. "Far, jeg er indlagt. De tror, det er dobbeltsidet lungebetændelse. Jeg har haft fyrre i feber."
"Sludder!" Lyden af Leif, Eriks far, skar gennem linjen som en rusten kniv. "En rask mand på din alder ligger ikke og pjækker på hospitalet. Du tager piller derhjemme. Grete kan passe børnene. Du møder op på marken lørdag morgen klokken syv, præcis!"
Grete. Erik så hende for sig, hvordan hun stod derhjemme i deres lille lejlighed på Østerbro med Emil på tre måneder på hoften og Vigga, der malede yoghurt ud over køkkenbordet. Alene. Han anstrengte sig for at finde ord.
"Far, hør nu. Grete har sin mor, der kommer og hjælper, men…"
"Grete? Hende kan jeg ikke bruge til noget." Leifs tone gled over i noget hånligt forretningsagtigt. "Men nu du selv bringer det på bane. Enten står du der lørdag, eller også er det slut med at komme og hente grøntsager på marken. Du kan købe kartoflerne af mig. Markedspris. Femogtyve kroner kiloet."
Erik stirrede på dropstativet. Saltvandet dryppede lydløst. "Far. Du ved godt, det er mig, der betalte for den nye dræning sidste år, ikk'? Og for komposten?"
"Det var betaling for, at du kunne komme og rende på grunden i din barndom," snerrede Leif. "Lørdag. Klokken syv. Eller find dankortet frem."
"Du har jo selv rækkehuset at se efter," prøvede Erik. "Behøver du virkelig mig til det hele?"
"Rækkehuset klarer jeg fint selv," svarede Leif for hurtigt, næsten fornærmet, og der var en underlig kantethed i stemmen, som om ordene skulle overdøve noget. "Banken ringer i tide og utide om et eller andet ejendomsskatterod, men det ordner sig. Jeg har styr på tingene. Lørdag. Klokken syv."
Samtalen sluttede. Ikke med et farvel, men med et klik, der lød som en dør, der blev smækket i.
Grete kom på besøg den følgende aften. Hun havde poser under øjnene og en plet modermælk på skulderen af T-shirten. Luften i stuen var tung af desinfektionsmiddel og den særlige stilhed, der følger med sygdom.
Hun satte sig på sengekanten og rakte ham en kop kold kaffe fra kantinen. "Jeg er nødt til at fortælle dig noget, og du bliver nok ikke glad for det. Din far ringede til mig i morges."
Erik mærkede en ny slags kulde brede sig i brystet. "Okay."
"Han ville vide, om jeg havde pakket din termokande." Gretes stemme dirrede en smule. "Han sagde, at hvis jeg havde tænkt mig at være en ordentlig kone, så ville jeg sørge for, du var klar til lørdag. Han sagde," hun holdt en pause, "at jeg burde skamme mig over at holde en rask mand tilbage. Foran Vigga. Hun stod lige ved siden af mig."
Erik pressede fingerspidserne mod øjenlågene og så stjerner. "Og hvad sagde du?"
"Jeg lagde på," sagde Grete. Hendes stemme var stille, men der var et eller andet nyt i den. "Jeg smækkede røret på. Og så slettede jeg hans nummer fra fastnettelefonen."
I de følgende uger lå der en mærkelig, dirrende stilhed over familien. Erik kom hjem til Østerbro-lejligheden. Livet fandt en form. En ny rytme med bleskift og leg på gulvet mellem flyttekasserne af legetøj, for de havde længe talt om at flytte til noget større, og i november skrev de under på et lille funkishus i Vanløse, med kælder og en have, hvor der endnu ikke var plantet noget. Leif kom forbi den weekend, de flyttede ind, og bar tre kasser med service ned i kælderen, mens han mumlede om, at hylderne stod forkert. Ingen havde bedt ham om det.
En dag i det tidlige forår, kort efter, ringede det på døren. Uden for stod Leif. Regnen hang i hans slidte vindjakke, men øjnene var de samme: registrerende, vurderende.
"Jeg kommer for at hente reservenøglen til kælderen," sagde han uden videre. "Jeg bar jo kasserne ned, dengang I flyttede ind, så jeg regner stadig med at have en nøgle liggende et sted hos jer. Det er for besværligt at skulle ringe på, hver gang jeg skal hente et eller andet."
Erik blev stående i døråbningen. Han mærkede gulvets kolde fliser under fødderne. "Du får ingen nøgle, far. Vi kommer alligevel ikke og henter noget mere. Grete fandt en gårdbutik i Hvidovre. De leverer."
Leifs stivnede. Ordene hang mellem dem i den fugtige luft. "Hvad er det for noget sludder? Hvem skal så spise alle rødbederne? De ligger jo og rådner!"
"Det må være dit problem," sagde Erik. "Vi har bestilt en kasse om ugen. Både gulerødder, løg og kartofler. Uden skældud."
Leifs mund åbnede og lukkede sig. "Jamen… I kan da ikke… Jeg er din far!"
Deres blikke mødtes, og et kort øjeblik lagde vreden i Leifs ansigt sig som et lag, der skallede af. Under lå noget, der lignede en mand, der talte penge om natten uden at få det til at hænge sammen. Erik brød øjenkontakten.
"Jeg kommer ikke mere, far. Vi skal nok klare os."
Døren gled i. Gennem det matterede glas så han farens silhuet stå urørlig i regnen i næsten et minut, før den vendte sig og gik.
Tre år. Så lang tid var der gået. Emil var kommet i børnehave, og huset i Vanløse var blevet for småt, da Grete ventede deres tredje. De havde solgt funkishuset med et pænt overskud og fundet et hus på en stille villavej i Holte, med en lille have, hvor Vigga og Emil hver havde fået deres eget jordbærbed. Haven summede af sommer, og duften af nyklippet græs hang tungt i luften. De havde bygget en terrasse, plantet klematis op ad en ny espalier. Hver lørdag morgen drak de kaffe i morgensolen og fulgte med i børnenes ekspeditioner efter regnorme.
En lørdag bankede det på døren.
Erik åbnede. Udenfor, midt i alléens pletvise sollys, stod hans far. Han var blevet mindre. Skuldrene smallere under en krøllet skjorte. Men næbbet var det samme.
"Så sidder I her," sagde Leif og kiggede forbi Erik ind i entreen. "Pænt hus. Nye møbler. Bilen udenfor ser heller ikke billig ud."
"Far. Hvad laver du her?"
"En mand må vel have lov at besøge sin søn. Jeg er din far. Jeg har bestemt mig for at tilbringe vinteren hos jer. Det der værelse ud til haven passer perfekt til mit ryghold. Du kan hente mine ting i bilen." Han gestikulerede mod en gammel Volvo, der holdt i indkørslen, bagagerummet åbent. Tæpper og poser stablede, som om hele hans liv var pakket ned.
Erik rystede på hovedet, roligt og bestemt. "Du kan ikke bo her, far."
"Hvad mener du?" Rynken mellem Leifs øjne blev dyb og rasende. "Jeg er din far! Du skylder mig! Hele din barndom, tag over hovedet, mad på bordet. Tror du, det var gratis? Det er på tide, du betaler tilbage."
Erik så på bilen. Så på farens sprukne hænder, der krammede om en nøglering. Han mærkede en sær ro. En metalsmag i munden af alt det, han havde slugt gennem årene.
"Nej, far. Jeg skylder dig ikke noget. Alt, hvad du gav mig, tog du dobbelt igen med renter. Det stoppede den nat på Rigshospitalet. Du kommer ikke ind i mit hus."
"Jamen… Jeg har solgt rækkehuset!" Ordene kom, hakkende, som sten der faldt. "Jeg har boet i et kolonihavehus i Ballerup det sidste halve år! Der er koldt, og udlejeren er en idiot. Jeg kan ikke… Jeg har ingen andre steder at tage hen. Jeg har jo ingenting."
Han rakte en hånd frem. En bønfaldende, rystende gestus.
Erik tog et skridt tilbage over dørtrinnet. Ikke et vredt skridt, men et roligt og bevidst. "Jeg ved det, far. Og jeg håber, du finder en løsning, der passer til dig. Farvel."
Han lukkede døren. Stille og kontrolleret. Lyden af låsen, der klikkede på plads, lød højere end nogen skænderi nogensinde havde gjort.
Grete stod i køkkenet og holdt en avis, men hun kiggede ikke på den. Hendes ansigt var roligt, ventende. Ude fra vejen lød lyden af en bildør, der smækkede. En motor, der startede. Dæk, der rullede langsomt væk over asfalten.
"Jeg tænkte, vi skulle lave pandekager," sagde Erik og gik ind i køkkenet. "Findes der mel?"
Grete tog posen ned fra skabet uden at spørge hvorfor. "Ja. Og måske en ny pakke smør."
Hun rakte ham posen mel. Han vejede den i hånden, mærkede papiret mod huden, og begyndte at hælde det op i skålen, mens børnenes stemmer nåede ind fra haven, hen over jordbærbedene, og ind i køkkenet, hvor der allerede stod to æg klar på bordet.
