Mikkel havde boet hos sin mormor Inger i tre uger, og alligevel føltes lejligheden i udkanten af Odense ikke som et hjem. Den føltes som et sted, voksne anbragte børn, når deres eget liv var blevet for rodet.
Han sad i hjørnet af sofaen med mobilen i hånden og hætten trukket op. Udenfor kunne han høre cyklerne på stien, børn der råbte nede ved gården, og mormor, der gik frem og tilbage i køkkenet med sine bløde hjemmesko.
— Skal vi gå ned og købe jordbær, Mikkel?
— Nej.
— Vil du hjælpe mig med at vande altankasserne?
— Gider ikke.
— Jeg har lavet frikadeller. Dine yndlings.
— Er ikke sulten.
Det var ikke sandt. Han var sulten næsten hele tiden. Men der var noget inde i ham, der hellere ville sulte end indrømme, at han stadig kunne have brug for nogen.
Far var flyttet ind hos Lene fra arbejdet. Det sagde mor ikke direkte, men Mikkel havde hørt hende græde på badeværelset og hviske hendes navn i telefonen. Mor arbejdede dobbeltvagter på plejehjemmet og sagde: „Du må forstå, skat. Jeg skal have tingene til at hænge sammen.”
Han forstod ingenting.
Han forstod kun, at far ikke længere sov hjemme. At mor altid var træt. Og at han selv var blevet sendt til mormor „bare sommeren over”, som om han var en taske, man stillede et andet sted, mens man ryddede op.
Og så var der katten.
Hver nat begyndte den.
Ikke et lille sødt mjav. Nej. Et hæst, skærende skrig under vinduet, som om nogen trak i en rusten dør.
— Mjaaau! Mjaaaau!
Mikkel lå med puden over hovedet og sparkede dynen væk. Han kunne ikke sove. Han kunne ikke tænke. Han kunne kun mærke irritationen vokse.
Den tredje morgen stormede han ud i køkkenet.
— Mormor, du bliver nødt til at gøre noget ved den kat.
Inger stod ved bordet og smurte rugbrød.
— Hvilken kat?
— Den, der skriger hele natten! Den ødelægger alt.
— Nå, den røde.
— Ja, den røde katastrofe. Kan du ikke jage den væk?
Mormor lagde kniven fra sig.
— Den er nok sulten.
— Det er ikke mit problem.
— Nej, men derfor kan man godt have et hjerte.
Mikkel rullede med øjnene.
— Begynd nu ikke.
Inger åbnede køleskabet, tog lidt leverpostej og en rest kylling på en tallerken.
— Hvad laver du?
— Giver den lidt mad.
— Så kommer den jo igen!
— Måske. Måske var det også meningen.
Mikkel smækkede døren til stuen bag sig. Han hadede, når mormor sagde den slags. Som om alt havde en mening. Som om hans far ikke bare havde valgt en anden familie. Som om hans mor ikke bare havde sendt ham væk.
To aftener senere kom regnen. Den begyndte som stille prikken mod ruden og endte som en tung sommerbyge, der fik altanen til at lugte af våd beton og jord. Mikkel lå på sofaen og forsøgte at ignorere den lille lyd under vinduet.
Den lød anderledes nu.
Ikke irriterende. Svag.
Som nogen, der havde givet op med at råbe.
Kort efter gik hoveddøren op. Mikkel rejste sig.
Mormor stod i entreen med et gammelt håndklæde i armene. Inde i håndklædet sad den røde kat. Den var gennemblødt, tynd og beskidt, med en hvid plet på brystet og øjne så gule som gadelygterne udenfor.
— Nej, nej, nej — sagde Mikkel. — Den skal ikke ind.
— Den frøs.
— Den er en kat. Katte bor ude.
— Nogle katte gør. Andre har bare mistet deres sted.
Mikkel mærkede ordene ramme ham, før han nåede at forsvare sig.
— Den må ikke være på mit værelse.
— Det bestemmer du selv.
— Og den skal ikke røre mine ting.
— Det skal jeg nok sige til den.
Katten hoppede ned fra håndklædet, rystede sig og gik direkte mod køkkenet, som om den havde læst lejekontrakten.
— Den opfører sig, som om den ejer det hele.
— Sådan gør væsener, når de endelig tør tro, de er velkomne, sagde mormor.
Katten fik navnet Sofus.
Mikkel nægtede at bruge det de første dage. Han kaldte den „den røde”, „loppetæppet” og „din kat”, når han talte til mormor. Men Sofus var ligeglad. Han lagde sig i vindueskarmen. Han fulgte efter Inger i køkkenet. Han satte sig foran Mikkels dør og ventede.
Så blev Mikkel syg.
Det kom efter en tur til Netto, hvor han havde nægtet at tage regnjakke på. Næste morgen vågnede han med ondt i halsen, feber og øjne, der brændte.
Mormor kom med termometer, saftevand, te og sin gamle uldplaid.
— Du skal blive liggende.
— Jeg hader at ligge.
— Det gør feberen ikke mindre.
Mikkel vendte sig mod væggen. Mor ringede omkring frokost. Hun lød forpustet.
— Hvordan går det, skat?
— Fint.
— Mormor siger, du har feber.
— Så ved hun mere end mig.
Der blev stille i røret.
— Mikkel…
— Jeg gider ikke snakke.
Han lagde på og hadede sig selv med det samme. Men han hadede også hende. Fordi hun ikke kom. Fordi hun lød så langt væk.
Senere, mens mormor var gået på apoteket, hørte han et lille bump. Sofus stod på gulvet ved sengen. Så sprang han op, trådte forsigtigt over dynen og lagde sig midt på Mikkels bryst.
— Skrid.
Katten lukkede øjnene og begyndte at spinde.
— Jeg mener det.
Men han mente det ikke helt. For lyden var varm. Dyb. Den vibrerede ind gennem dynen og kroppen, og Mikkel opdagede pludselig, at han ikke havde grædt, siden far gik. Ikke én gang. Han havde bare gjort sig hård.
Nu løb tårerne lydløst ned i håret.
Sofus blev liggende.
Da mormor kom hjem, fandt hun dem sådan. Drengen med røde øjne, katten som en lille varm sten på brystet.
— Nå — sagde hun stille. — Han fandt dig.
— Det var ham, der kom, mumlede Mikkel.
— Det er tit dem, der selv er blevet væk, der bedst kan finde andre.
Efter den dag holdt Mikkel op med at lade, som om Sofus ikke fandtes. Han fyldte madskålen. Han rensede vandet. Han sad på gårdens bænk med katten på skødet og så på de andre børn, indtil to brødre kom hen.
— Må vi klappe den? spurgte den yngste.
Mikkel trak Sofus lidt tættere på.
— Han bestemmer selv.
Sofus strakte halsen og snusede til drengens hånd.
— Han hedder Sofus, sagde Mikkel.
— Spiller du fodbold? spurgte den ældste. — Vi mangler én.
Mikkel skulle til at sige nej. Det var altid nemmest. Men Sofus sprang ned og satte sig ved siden af bolden.
— Han siger ja, grinede den yngste.
Og sådan begyndte sommeren rigtigt.
Mikkel spillede fodbold til knæene var grønne af græs. Han hjalp mormor med at bære varer op. Han lærte, at naboen på tredje havde mistet sin mand, og at manden i nummer 12 fodrede fugle hver morgen. Han ringede ikke længere mor væk efter to ord. Nogle aftener fortalte han hende om Sofus.
— Han lyder som en god ven, sagde hun en aften.
— Han er ikke bare en ven.
— Hvad er han så?
Mikkel kiggede på katten, der lå på ryggen i sofaen med poterne i vejret.
— Han er en, der blev.
Mor kom den sidste lørdag i august.
Hun stod i døren med en lille sportstaske og hår, der var sat op i en rodet knold. Hun så yngre og ældre ud på samme tid.
— Hej, min dreng.
Mikkel svarede ikke. Han stod med Sofus i armene og mærkede, hvordan vreden kom tilbage som varme i kinderne.
— Skal jeg hjem nu?
Mor satte tasken fra sig.
— Kun hvis du vil.
Det var ikke det svar, han havde ventet.
— Hvad mener du?
— Jeg mener, at jeg har tænkt meget. Og talt med mormor. Jeg skulle aldrig have fået dig til at føle, at du var en byrde. Jeg var bange, Mikkel. Bange for regningerne, for arbejdet, for at være alene. Men du skulle ikke betale prisen for min panik.
Han holdt hårdere om Sofus.
— Jeg troede, du ikke gad mig.
Mor begyndte at græde.
— Jeg savnede dig hver eneste dag.
— Hvorfor kom du så ikke?
— Fordi jeg skammede mig.
Det var første gang, hun sagde noget, der lød som sandheden.
De sad i køkkenet længe. Inger lavede kaffe og satte saftevand frem, men hun blandede sig ikke. Mikkel spurgte om far. Mor svarede uden at pynte på det. Far ville stadig bo hos Lene. Mor vidste ikke, hvordan alt skulle blive. Men hun vidste én ting: Mikkel måtte ikke længere stå alene midt i de voksnes rod.
Da de skulle hjem næste dag, stod Sofus i transportkassen og stirrede fornærmet på verden.
— Han kommer med, sagde Mikkel hurtigt.
Mor nikkede.
— Det ved jeg.
— Seriøst?
— Seriøst. Men han er dit ansvar.
Mikkel sank en klump.
— Han reddede mig lidt.
Mor lagde hånden på hans skulder.
— Det tror jeg, du reddede ham også.
Da bilen kørte ud fra gården, stod mormor og vinkede. Sofus jamrede i kassen, og Mikkel stak fingrene ind gennem lågen.
— Rolig, Sofus. Du skal hjem.
Han sagde det langsomt. Som om ordet stadig var nyt.
Hjem.
Måneder senere, når Mikkel vågnede om natten og hørte mor liste rundt i køkkenet, stod han nogle gange op. De sagde ikke altid noget. Nogle gange sad de bare sammen med katten imellem sig. Og det var nok.
For et hjem er ikke et sted, hvor alt er let. Det er et sted, hvor nogen bliver, når du er besværlig. Hvor nogen hører dit grimme, hæse mjav under vinduet og ikke jager dig væk.
Og den sommer lærte Mikkel, at selv det mest forladte hjerte kan begynde at spinde igen, hvis bare nogen tør åbne døren.
