— Hvis du vælger Søren, svigter du far — sagde Mette og skubbede kaffekoppen væk.
Karen sad helt stille. Hun havde været enke i seks år og havde aldrig forestillet sig, at hun som 58-årig skulle forelske sig igen.
Hun havde mødt Søren på et aftenskolehold i Aarhus. Han var pensioneret elektriker fra Ebeltoft, lavede verdens bedste kanelsnegle og kunne få Karen til at grine, indtil tårerne løb.
Hendes voksne børn nægtede at acceptere forholdet.
— Vi kender ham ikke. Hvad nu, hvis han kun er interesseret i huset? — spurgte sønnen Jonas.
Karen begyndte derfor at mødes med Søren i hemmelighed. Hver gang telefonen ringede, skjulte hun sit smil. Hun følte sig skyldig, som om kærlighed var noget, en kvinde på hendes alder burde skamme sig over.
En stormfuld novemberaften gik strømmen i hendes hus, og vandet begyndte at trænge ind i kælderen. Børnene kunne ikke komme. Søren kørte gennem regnen, fik strømmen tilbage og arbejdede hele natten for at redde de gamle familiebilleder.
Næste morgen fandt Mette ham sovende på en stol med Karens bryllupsalbum i armene.
— Jeg prøver ikke at tage jeres fars plads — sagde Søren. — Den plads tilhører ham. Jeg vil bare gerne være en del af det liv, Karen stadig har tilbage.
Karen så på sine børn.
— Jeg savner jeres far hver dag. Men jeg er ikke død sammen med ham.
Ingen sagde noget, før det lille barnebarn tog Karen i hånden.
— Mor, må mormor ikke også være glad?
Den juleaften stod der en ekstra tallerken på bordet. Den var til Søren.
Skal kærligheden virkelig slutte, bare fordi man er blevet ældre?
