—Du tager med mor i kolonihaven hver weekend hele sommeren, sagde Mikkel, som om han læste en aftale op, de allerede havde underskrevet.
Line stod ved køkkenvinduet med en kop te i hånden.
—Gør jeg det?
—Ja. Hun kan ikke klare det alene længere.
Fra stuen lød Birgits trætte stemme:
—Jeg har jo aldrig bedt om noget til mig selv. Men kartoflerne gror ikke op af jorden uden hjælp.
Line gik ind til dem. Birgit sad ret op i sofaen med håret perfekt sat og en silkebluse, der ikke passede til billedet af en hjælpeløs gammel kvinde. Hun var kun fireogtres og gik til vandgymnastik to gange om ugen, men når der skulle luges, fik hun pludselig både dårlig ryg, svimmelhed og problemer med knæene.
—Hvorfor tager du ikke selv derud? spurgte Line sin mand.
—Jeg arbejder hele ugen.
—Det gør jeg også.
—Det er ikke det samme.
Line arbejdede i en daginstitution i Roskilde. Hun løftede børn, tørrede borde, deltog i møder og kom ofte hjem med spændingshovedpine. Mikkel sad på kontor i et forsikringsselskab. Alligevel blev hans arbejde betragtet som en naturkraft, mens hendes bare var noget, hun foretog sig indtil de rigtige pligter begyndte.
—Desuden kan du godt lide blomster, sagde han.
—At kunne lide blomster er ikke det samme som at grave kartofler op for din mor.
Birgit sukkede.
—Lad nu være med at gøre en lille tjeneste til et problem.
Den første lørdag i juni kørte de mod kolonihaven uden for Køge. Birgit havde pakket en kurv med kaffe og rundstykker, men den blev først åbnet, da Line havde fjernet ukrudt fra tre bede.
—Du skal også have vendt jorden ved drivhuset, sagde svigermoren. — Og hækken trænger til at blive klippet.
—Mikkel kan tage hækken.
—Han skal ordne grillen.
Grillen fejlede ingenting. Mikkel brugte fyrre minutter på at undersøge den, hvorefter han satte sig med sin telefon og en øl.
Line arbejdede videre. Solen stod højt, og jorden var hård efter flere uger uden regn. Hendes ryg begyndte at værke. Da hun bad om en pause, pegede Birgit mod drivhuset.
—Bare de sidste tomatplanter først.
Senere dækkede de bord under æbletræet. Line hentede tallerkener, skar salat og bar mad ud. Mikkel grillede fire pølser og blev rost, som om han havde tilberedt en middag for kongehuset.
—Det bliver dejligt, når Line kommer hver weekend, sagde Birgit. — Så kan vi endelig få malet skuret.
Line så på sin mand.
—Hver weekend?
Mikkel tog en bid af sin pølse.
—Det var jo det, vi talte om.
—Nej. Det var det, du meddelte.
Birgit rystede på hovedet.
—I unge mennesker er så optagede af fritid. Da jeg var på din alder, spurgte jeg ikke, om jeg havde lyst.
—Det kan jeg godt høre.
Mikkel sparkede diskret til Lines fod under bordet.
—Lad nu være.
—Hvad skal du selv i juli? spurgte hun.
—Ikke noget særligt.
Birgit så hurtigt på sin søn. Det var nok.
—Hvad har I planlagt?
—Ingenting, sagde Mikkel for hurtigt.
Line blev ved med at se på ham, indtil han lagde gaflen.
—Thomas og jeg har talt om en fisketur til Norge. Fire-fem dage. Det er ikke besluttet.
—Så jeg skal bruge min sommer på din mors have, mens du tager til Norge?
—Det er en helt anden ting.
—Hvorfor?
—Fordi… fordi jeg har brug for at koble af.
Line mærkede noget køligt falde på plads inden i sig.
—Det har jeg også.
—Du kan jo slappe af her, sagde Birgit. — Frisk luft er sundt.
Line så ned på sine jordfyldte negle og den røde vabel midt i håndfladen.
—Så kan Mikkel slappe af her næste weekend.
Han grinede.
—Meget morsomt.
Line rejste sig.
—Jeg mener det.
—Sæt dig nu ned.
—Nej.
Hun gik ind i det lille træhus, vaskede hænderne og tog sin taske. Mikkel fulgte efter.
—Hvad laver du?
—Jeg tager hjem.
—Vi er kommet i din bil.
—Så kan I tage toget. Stationen ligger tre kilometer væk. Frisk luft er sundt.
Hans ansigt blev rødt.
—Du kan ikke bare efterlade os!
—Jo. Ligesom du kunne planlægge mit liv uden at spørge.
Birgit kom ud på terrassen.
—Hvis du kører nu, behøver du ikke komme igen.
Line standsede med hånden på bildøren.
—Det var det første rimelige forslag, jeg har hørt i dag.
På vej hjem standsede hun ved en rasteplads. Hun sad længe bag rattet og rystede. Ikke af skyld, men af den mærkelige blanding af frygt og lettelse, der opstår, når man endelig gør noget, man i årevis har troet var forbudt.
Om aftenen åbnede hun sin computer. Hun havde en uges ferie i juli, som Mikkel ikke havde ønsket at planlægge.
Hun bestilte en lille ferielejlighed på Bornholm.
Da Mikkel kom hjem, var klokken næsten ti. Han havde gået til stationen med sin mor og derefter ventet længe på toget. Hans humør var mørkt.
—Det var ydmygende.
—At gå tre kilometer?
—At du bare kørte.
—Hvordan tror du, det føles, når du bare bestemmer over hele min sommer?
Han opdagede reservationsmailen på skærmen.
—Hvad er det?
—Min ferie.
—Alene?
—Ja.
—Det er ikke normalt.
—Det er heller ikke normalt at give sin kone i sommergave til sin mor.
Mikkel krævede, at hun afbestilte. Line nægtede. Han talte om fælles økonomi, selv om turen var betalt fra hendes egen opsparing. Han talte om ægteskabeligt ansvar, men kunne ikke forklare, hvorfor det kun gjaldt hende.
Til sidst sagde han:
—Hvem skal så hjælpe mor?
—Hendes søn.
På Bornholm vågnede Line den første morgen til lyden af måger og cykler på brosten. Hun lejede en cykel, kørte langs kysten og spiste røget sild i Gudhjem. Først følte hun, at hun burde ringe hjem hvert kvarter. Men langsomt forsvandt trangen.
Hun begyndte at høre sine egne tanker igen.
En eftermiddag sad hun på en klippe ved Hammershus, da en ældre kvinde satte sig i nærheden. De faldt i snak. Kvinden rejste alene hvert år efter at have passet mand, børn og forældre det meste af sit voksne liv.
—Jeg ventede altid på, at nogen skulle sige: Nu er det din tur, fortalte hun. — Det skete aldrig. Til sidst måtte jeg selv sige det.
Ordene ramte Line dybere, end hun havde ventet.
Da hun kom hjem, havde Mikkel været i kolonihaven to weekender. Hans hænder var ru, og han havde fået ondt i lænden.
—Mor har alt for meget derude, sagde han. — Hun vil ikke skære ned.
—Det har hun aldrig behøvet, fordi andre gjorde arbejdet.
—Jeg troede ikke, det var så krævende.
—Nej. For du kaldte det hygge, mens jeg stod med spaden.
De satte sig ved køkkenbordet og talte til langt ud på natten. Line fortalte ham, at problemet ikke kun var kolonihaven. Det var alle de små beslutninger: juleaftenerne, der altid skulle holdes hos Birgit, ferierne, der blev udsat, og de weekender, Line mistede, fordi Mikkel mente, at hans mors ønsker vejede tungere end hendes.
Mikkel forsvarede sig først. Så blev han stille.
—Du sagde aldrig rigtigt fra.
—Jeg gjorde. Bare forsigtigt. Og hver gang kaldte du mig besværlig, utaknemmelig eller følsom. Til sidst blev jeg tavs.
Han så ned på bordet.
—Det var nemmere for mig sådan.
—Præcis.
Der kom ingen hurtig løsning. Birgit var fornærmet resten af sommeren. Mikkel og Line skændtes flere gange. Men han tog selv ansvaret for sin mor, og haven blev gjort mindre. En del af græsplænen erstattede de bede, som ingen længere orkede at passe.
Året efter spurgte Birgit forsigtigt:
—Kommer du ikke ud og hjælper med jordbærrene?
—Jeg kommer gerne til kaffe, svarede Line. — Men jeg har andre planer bagefter.
Ingen protesterede.
Mikkel havde lært, at et spørgsmål kræver plads til både ja og nej. Line havde lært, at kærlighed uden grænser ikke bliver større. Den bliver bare tungere.
På køleskabet hang et billede fra Bornholm. Line stod ved havet med vinden i håret og et ansigt, hun næsten havde glemt, hun ejede.
Hver gang hun så det, huskede hun den dag, hun kun gravede én enkelt dag i sin svigermors have.
Det var nok til at finde ud af, at hendes eget liv havde stået brak meget længere.
Og at også det kunne begynde at blomstre, så snart hun holdt op med at lade andre trampe jorden flad.
