Den kat kan jeg ikke bruge til noget som helst! — sagde fru Frandsen og slog ud med hånden. — Den er ikke min længere, Jens. Så du må ikke komme her og klage. Den begyndte at æde mine æg, dem jeg skulle sælge nede ved Brugsen. Og mus? Ikke én eneste. Hvad skal man med sådan en kat på landet? Den må klare sig selv.
— Men nu stjæler den mine æg! — sagde Jens Mikkelsen.
— Det er jeg da ked af. Jeg kan byde på kaffe.
— Nej tak. Jeg har ting at ordne.
Og sådan gik Jens hjem til sit lille hus uden for landsbyen på Sydfyn og forstod, at han åbenbart var kommet i krig med en rød kat.
Han boede for enden af grusvejen, hvor markerne begyndte, og hvor vinden kunne stå så fladt ind over jorden, at det peb i vinduesrammerne. Huset var gammelt, men ordentligt. Brænde stablet under halvtaget, kartofler i skuret, et lille drivhus med tomater og bagved: hønsene.
Hønsene var ikke bare høns. De var Lises høns.
Det var hende, der havde villet flytte hertil, da lægerne sagde, at hendes krop havde brug for ro, frisk luft og mindre stress. De havde solgt lejligheden i Odense og købt huset med de skæve gulve og den store have.
— Jens, jeg vil vågne til fugle, ikke til busser — havde Lise sagt.
Hun havde købt otte høner og givet dem navne. Agnes, Tulle, Frida, Karen, den lille Hvide. Jens havde rystet på hovedet dengang. Men efter Lise døde, var det ham, der stod hver morgen og sagde:
— Godmorgen, piger. Har I sovet godt?
Lise fik kun ét år i huset. Ét år med kaffe på trappen, æblekage i september og en langsom fred i øjnene. Så blev stolen ved køkkenbordet tom.
Siden havde Jens ikke haft meget med folk at gøre. Han handlede, nikkede til naboerne og gik hjem. Fru Frandsen prøvede tit at standse ham.
— Du må da komme forbi en dag, Jens!
— Ja ja, en anden dag.
Men den anden dag kom aldrig.
Så kom katten.
Den hed åbenbart Steffen, fordi fru Frandsens afdøde mand havde heddet det. Rød, ranglet, fræk som bare pokker. Den sneg sig ind gennem hækken og gik direkte mod hønsehuset. Den rørte ikke hønsene, men æggene… dem tog den.
— Ud med dig! — råbte Jens første gang og slog med stokken i jorden.
Katten så på ham, som om Jens var en mild forstyrrelse i dens arbejdsdag. Så tog den et æg i munden og forsvandt.
Det blev ved. Jens lukkede huller i hegnet, satte en gammel cykelkurv foran døren, bandt konservesdåser fast, så de skulle larme. Steffen fandt altid en vej ind.
Hønsene blev rasende. Agnes hakkede efter den. Frida løb med vingerne ude som en lille, vred tante. Men katten var hurtig. Den tog som regel ét æg, nogle gange to. Ét åd den på stedet, ét bar den væk.
Jens blev mere og mere urolig. Hvad nu hvis den en dag gik efter hønsene? Det var ikke bare dyr for ham. Det var det sidste levende, han og Lise havde begyndt sammen.
En formiddag fandt han et knust æg i halmen og satte sig tungt på trappestenen.
— Lise — sagde han lavt — jeg kan ikke engang holde styr på en kat.
Den dag besluttede han at følge efter den.
Han gemte sig bag brændestablen og ventede. Det gjorde ondt i ryggen, men han blev stående. Hen på eftermiddagen kom Steffen. Den listede ind, ventede til hønsene vendte ryggen til, tog et æg og smuttede ud gennem hullet ved syrenerne.
Jens fulgte efter.
Katten løb ikke langt, men Jens måtte stoppe flere gange for at få vejret. Den krydsede markvejen, smuttede ind bag en forladt gård og forsvandt i et gammelt redskabsskur.
Derindefra kom en lyd.
Ikke en voksen kats mjaven. Noget tyndere. Noget hjælpeløst.
Jens åbnede døren forsigtigt.
I en papkasse lå tre killinger. Den ene lå næsten stille. Steffen lagde ægget på gulvet, slog hul på det med poten og slikkede blommen hen mod den lille.
Jens stod helt stille.
I hjørnet lå en grå hunkat. Død.
— Nå sådan — hviskede han.
Steffen så op. Ikke frækt. Ikke triumferende. Bare træt. Som et dyr, der havde gjort alt, hvad det kunne.
Jens gik hjem uden at skælde ud.
Om aftenen sad han længe ved køkkenbordet. Han havde sat en tallerken mad frem, men han spiste ikke. Han kunne høre Lises stemme inde i sig.
“Jens, man må ikke forveksle besvær med ulykke. Nogle gange er besvær bare nogen, der har brug for hjælp.”
Næste morgen købte han killingemælk, kattemad og en lille fleeceplaid i Brugsen.
— Har du fået kat? — spurgte kassedamen.
— Nej — sagde Jens. — Jeg har fået ansvar.
Han gik tilbage til skuret. Den mindste killing trak næsten ikke vejret. Jens pakkede den ind under jakken og kørte til dyrlægen i Faaborg.
— Den er svag — sagde dyrlægen. — Den skal fodres tit. Også om natten.
— Så gør jeg det.
— Det er et stort arbejde.
Jens så på den lille krop i håndklædet.
— Jeg har tid.
Da han kom hjem, sad Steffen foran døren til skuret. Katten fulgte efter ham helt hjem til huset. Ikke tæt på, men langt nok til, at Jens forstod: Den havde valgt.
De næste dage ændrede huset sig.
Kassen med killinger kom ind i bryggerset. Hønsene brokkede sig højlydt udenfor, som om de holdt landsbymøde. Steffen fik en skål. Jens pegede på den og sagde:
— Her i huset stjæler man ikke. Her får man mad, hvis man opfører sig ordentligt.
Steffen blinkede langsomt. Og fra den dag stjal den ikke flere æg.
Fru Frandsen dukkede op en uge senere. Hun stod ved lågen med en pose kattemad og så ud, som om hun var kommet forbi ved et uheld.
— Nå. Så den røde slyngel bor hos dig nu?
— Ja.
— Jeg vidste ikke, den havde killinger.
— Det gjorde jeg heller ikke.
— Jeg troede bare, den var doven.
Jens tørrede hænderne i bukserne og gik hen til lågen.
— Nogle gange ser dovenskab anderledes ud, når man ser, hvad nogen kæmper for.
Fru Frandsen sagde ikke noget. Det var usædvanligt.
— Jeg smed den ud — sagde hun til sidst. — Jeg var vred. Og træt.
— Det kender jeg godt.
Hun kiggede op.
— Gør du?
— Ja. Men Lise plejede at sige, at ens træthed ikke må gå ud over dem, der ikke kan forklare sig.
Fru Frandsen blinkede hurtigt og satte posen ned.
— Jeg kan bage en kringle en dag. Hvis du vil have.
Jens skulle lige til at sige nej. Det havde han sagt til alt i lang tid. Nej til kaffe, nej til besøg, nej til snak. Men inde fra bryggerset kom et lille piv, og udenfor kaglende Agnes så forurettet ud på dem begge.
— Kom ind — sagde Jens. — Kaffekanden er ikke helt kold.
Hun kom ind.
Sommeren gik. En killing kom til kassedamen, en til postbuddet, og den mindste blev hos Jens. Han kaldte den Smut.
Steffen blev også. Den fangede stadig ikke mange mus, men den lå ved døren om aftenen og holdt vagt. Hønsene accepterede den med tiden, dog ikke uden værdighed. Agnes gik stadig uden om den med et blik, der sagde: “Jeg glemmer intet.”
Fru Frandsen begyndte at komme forbi hver søndag. Først med kage. Så med syltetøj. Til sidst uden undskyldning.
En aften sad Jens på trappen med en kop kaffe. Smut lå i hans skød. Steffen sov ved hans fødder. Hønsene skrabede i jorden, og fru Frandsen snakkede om nabokonens nye gardiner.
Jens kiggede mod det æbletræ, hvor Lise plejede at hænge vasketøj. Savnet var der stadig. Det ville altid være der. Men det havde fået selskab af noget varmt.
Han smilede stille.
For livet kommer sjældent tilbage, som det var. Det banker ikke pænt på og undskylder for sorgen. Nogle gange kravler det ind gennem hækken, beskidt og sultent, med et stjålet æg i munden.
Og først bliver man vred.
Så følger man efter.
Og der, i et mørkt skur, opdager man måske, at det ikke var en tyv, der kom.
Det var en lille, rød grund til at åbne hjertet igen.
